Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Herreværelset - ABC i Tarm

60 medlemmer af Ældre Sagens Herreværelse i Videbæk mødte tirsdag den 20 februar op på ABC Lavpris´s centrallager og kontor i Tarm for at få en rundtur på lageret og en gennemgang af virksomhedens historie og fremtid.

Først fik vi en rundtur på det 15.000 m2 store lager af Jesper. På turen fortalte Jesper bl.a at lageret bliver styret 100% manuelt. Dette overraskede nok de fleste af deltagerne. De ca 1.500 varenumre, der findes på lageret udgør ca 10% af alle ABC´s varenumre og de udgør ca 20% af hele ABC´s omsætning. At lageret er manuelt styret betyder at de medarbejdede der ”plukker til butikkerne” skal huske hvor hver enkel af de ca 1.500 varer befinder sig i en af de 8 haller. Derudover er alle indkøberne nødt til at gå en tur gennem hele lageret for at finde ud af hvilke varer der skal bestilles hjem. Denne form for lagerstyring virker noget gammeldags i dagens Danmark. Vi fik da også at vide at et nyt computer styret lager forventes indført inden for et års tid. Denne manuelle lagerstyring er meget forskelligt fra den 100% computer styrede lagerstyring Herreværelset fik fremvist hos Billig Arbejdstøj i Spjald sidste år.

Efter rundturen på lageret fik vi lov til at gå lidt rundt i kontorerne, hvor bl.a alle ABC´s 10 indkøbere har kontorer. På hele centrallager og -kontor arbejder i alt 35 medarbejdere. Heraf de 12 på lageret.

Herefter fik vi en takketale af Henning Tobiasen, som er en af de to grundlæggere af ABC Lavpris. Han takkede bl.a naboerne på Vestervang for deres tålmodighed med parkerede biler på deres fortove i de år ABC havde til huse på Vestervang i firserne.

Til sidst fik vi en gennemgang af ABC´s historie, økonomi og fremtid af Ejvind Okholm, som er ABC´s direktør. Heraf fremgik det bl.a at ABC har 900 ansatte, omsatte i 2023 for 1,75 milliarder, har 1,2% af hele Danmarks dagligvaresalg og har i dag 15 butikker i Jylland og fyn. Næste butik forventes at blive åbnet i Ringkøbing inden for de næste par år.

ABC´s motto er – GODT KØBMANDSSKAB.


Sidst opdateret 06.03.2024