Bestyrelse og referat fra årsmødet 2026
Efter årsmødet 2026 ser bestyrelsen sådan ud:
Formand Allan Frederiksen
Næstformand Per Dalgaard Jensen
Kasserer Erling Schøn Nielsen
Sekretær Gitte Mikkelsen
Bestyrelsesmedlem Preben Juhl Rasmussen
Suppleanter:
Minna Bøgebjerg
Astrid Hansen
Flemming Langballe
Den nye næstformand, Per Dalgaard Jensen, afløser Finn Frost som har trukket sig grundet sit helbred,
Per Dalgaard Jensen har været i Programudvalget i 2 år, og kender godt til arbejdsgangen i Ældre Sagen.
Referat af årsmøde Ældre Sagen Svendborg-Gudme den 5. marts 2026 kl. 18.00 i Bevægelsen, SG-huset.
- Formanden Allan Frederiksen bød velkommen til de ca. 175 fremmødte, og vores foreningskonsulent Gregers Gatzwiller blev valgt som dirigent. Årsmødet blev konstateret lovligt varslet.
- AF kom med en fyldestgørende beretning om det forgangne år 2025.
Ensomhed bekæmpes. Ældre-Sagen har 48.000 rådgivninger årligt.
Det har været et travlt år for de frivillige. Der kan nævnes: valgmøder, telefonvenner, motion, fællesskaber for mænd, Danmark spiser sammen 2 gange i løbet af året med over 15.000 deltagere, IT-hjælpere og ÆS`s besøgsvenner aflægger 200.000 besøg om året hos ældre, der savner selskab. Desuden bliver der gjort rigtig meget omkring indflydelse på ældrepolitikken med fokus på bl. a. værdig ældrepleje, bedre købekraft og kamp mod digital svindel.
På landsplan er der 22.000 frivillige, som har været med til at løfte over 100.000 arrangementer og aktiviteter i de 215 lokalafdelinger i 2025. Medlemstallet for hele ÆS er 1.103.435.
I ÆS Svendborg-Gudme er vi i dag 13.200 medlemmer. Det er en stigning på 4.000 siden august 2021. Modtagere af Nyhedsbrevet er steget fra 1.500 til 4.000. Bestyrelsen består af 5 personer + 2 suppleanter. Vi har 176 aktive frivillige, som yder en stor indsats. Tak til alle – også udvalg og aktiviteter.
Vi ligger pænt til i ÆS m h t frivillige i forhold til Svendborg Kommunes udvikling.
Et særdeles meningsfyldt initiativ i foreningen er besøgsvenne-ordningen. Det skaber glæde og mange gode oplevelser begge veje.
Frivillige bliver påskønnet med en sommerudflugt – i 2025 gik den til Gram Slot og Slotskroen med middag og en julefrokost på Skipperkroen.
Igen stor tak til alle frivillige.
Programudvalget har igen i 2025 lavet mange gode udflugter, foredrag, fællesspisninger m.v.
Der er aktiviteter, der hurtigt bliver udsolgt, derfor er det pr. 1.1.2026 vedtaget, at man skal være medlem af ÆS for at deltage i et arrangement.
Fællessang hver mandag i Skallen med 80-90 deltagere næsten hver gang. Gåture, cykelture og stillevandring er også populære.
For mænd er der fællesskaber som Skønlitteratur for mænd 60+ og Herreværelset med spisning, som begge kan få mænd op af sofaen.
Kvinderne mødes også en gang om måneden, spiser og får som regel et foredrag.
I Gudme synges sammen også en gang om måneden med spisning og varierende underholdning.
I Skallen kan man også spille L`hombre, bridge og lære at kniple.
På Friplejehjemmet står et par damer for motion.
Vi har et bisidder-team. De lytter og kigger med ved eks. lægebesøg, møde med advokat, kommune o.s.v.
I foråret 2025 indledte vi samarbejde med FVU omkring IT-undervisning. I efteråret skiftede vi til VUC, som tilbød det samme.
I Svendborg-Gudme ÆS har vi 23 IT-hjælpere, 3 foredragsholdere. Vi holder 3 IT-cafeer mdl. – Skallen – Kontoret og Gudme. IT-foredrag første tirsdag i Skallen. Der tilbydes også hjælp i hjemmet. Al hjælp er gratis.
Den hjælpende hånd – 4-5 personer kan hjælpe med småopgaver som skifte en el-pære, hænge et billede op o.l. Eks. ikke have- eller malerarbejde.
I oktober md. fik vi det nye bookingsystem Membersite. Flere og flere bruger det hjemmefra på trods af ret store opstartsproblemer. Der arbejdes overordnet på forbedringer. Møde med udbyder o.s.v.
I 2026 sker der ændringer i bestyrelsen, idet Finn Frost trækker sig tilbage af helbredsmæssige hensyn. Han fortsætter som frivillig Webmaster for programsiden og lokalredaktør for Det Sker.
Der er Valg af nye lokalbestyrelsesmedlemmer for 2 år. Bestyrelsen anbefaler Gitte Mikkelsen og Per Dalgaard Jensen. Per har i 2 år været aktiv i både program- og aktivitetsudvalgene. Bestyrelsen har besluttet at udvide antallet af suppleanter fra 2 til 3. Bestyrelsen anbefaler Minna Bøgebjerg, Astrid Hansen og Flemming Langballe.
Der er i Svendborg Kommune 2 lokalafdelinger, derfor er der et koordinationsudvalg. Der blev i september i samarbejde med Seniorrådet afholdt et valgmøde i f b m kommunalvalget i 2025. I 2025 har der været afholdt 2 møder med ældrechef Kirsten Vie Madsen, og i den forbindelse har der været mulighed for at komme med høringssvar i forhold til kommunens sparerunder i relation til ældreområdet. Også tak til koordinationsudvalget for godt samarbejde.
Der blev spurgt til, om frivillige betaler kontingent. Og svaret var JA, og det gør alle i bestyrelsen også.
Beretningen blev godkendt af forsamlingen.
- Kassereren Erling Schøn Nielsen fremlagde og kommenterede lokalafdelingens regnskab for året 2025 med et lille pænt overskud og en pæn stor egenkapital. Der var et enkelt spørgsmål m h t Skyldige omkostninger, som blev besvaret med, at der jo aldrig kan afregnesmed alting lige præcis pr. 31.12. Derfor.
- AF orienterede om lokalbestyrelsens fremtidige virke i 2026.
Vi har nu boet i Frivillighuset i 2 år og er faldet godt til der. Vi vil fortsat samarbejde med VUC om kurser i IT og også engelsk.
Vi startede vores nye programformat i efteråret 2024. Det indeholder arrangementer samt mange gode informationer. Der fortsættes med samme energi i 2026 med mange aktiviteter. God ide at tilmelde sig det Lokale Nyhedsbrev på Svendborg-Gudmes hjemmeside. Nyhedsbrevet udsendes hver uge.
- Ingen indkomne forslag.
- Valg af lokalbestyrelsesmedlemmer for 2 år.
Gitte Mikkelsen og Per Dalgaard Jensen blev valgt, idet der ikke var andre, der stillede op.
7. Valg af suppleanter for 1 år.
Minna Bøgebjerg, Astrid Hansen og Flemming Langballe blev valgt, idet der ikke var andre, der stillede sig til rådighed.
- Eventuelt.
Der var livlig debat m h t kø ved ring til kontoret samt ved fysisk at møde på kontoret. I begge tilfælde i f b m tilmelding til et eftertragtet arrangement. Der blev også nævnt udfordring med tilmelding på Membersite. Kurt Vilmand roste programudvalget.
AF overrakte Finn Frost blomster, vin og gavekort for sit store arbejde og engagement i 5 år i bestyrelsen.
Dirigenten afsluttede årsmødet.
Efterfølgende var der underholdning og sang af Inge-Marie Nielsen, kendt fra Dræsinebanden.
Referent: Gitte Mikkelsen
Sidst opdateret 08.03.2026