Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

11. januar 2023 - Vandretur rundt om Brabrand Sø

En herlig ”vinterdag” startede turen på P-pladsen ved Byleddet, hvor Århus Å løber under vejen.

Humøret og vandstanden var høj.

Her mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø kunne man ved selvsyn få tydeliggjort loven om forbundne kar.

Frem mod Stautrup fulgte vi stien på den i 1956 nedlagte Hammelbane. Banen havde på det tidspunkt eksisteret i godt 50 år.

Fra Stautrup gik det videre på den asfalterede Brabrandsti, og vi nød på tæt hold udsigten til søen og de naturoplevelser, som turen bød på i det fine vintervejr.

For enden af søen var stien oversvømmet i en grad, som vores fodtøj ikke kunne honorere, og turen måtte forlænges.

Pyt-knappen blev aktiveret, og tilbage på ret kurs kunne vi nyde vores madpakker ved Æblehaven, et mindre traktørsted, der kun har åbent om sommeren for de mange gående, løbende og cyklende mennesker, der benytter denne pragtfulde sti.

Tilbage i 1800-tallet var der på sommeraftener og søndage sejlende udflugtsture fra bl. a. Ågade i Århus til Fiskerhuset, Constancia og Brabrand Kro.

Vi gjorde kort hold ved Rostadion. Brabrand Rostadion kan føres tilbage til tiden omkring 1950, hvor man henlagde træningen fra bugten til søens ”hurtigere” vand og etablerede tilskuerpladser og byggede bådehus.

I solskin og med røde kinder gik vi, 44 deltagere, efter en pragtfuld naturoplevelse og vandretur det sidste stykke tilbage til bilerne. Turens længde ca. 11,5 km.

Sidst opdateret 13.01.2023