Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

16. maj 2022: Italienske sange og historier

Marco Martiri

Måske var det det fine og solrige forårsvejr denne mandag eftermiddag, der var årsagen til, at fremmødet til dette arrangement i Sognegården begrænsede sig til 45 deltagere. Det må derfor konstateres, at rigtig mange gik glip af en god musikalsk oplevelse fremført af tenor og entertainer Marco Martiri akkompagneret af eget guitarspil.

Undervejs fik vi et indblik i en noget omtumlet tilværelse, som han har gennemlevet. Født i begyndelsen af 1960’erne i Argentina af en dansk mor med en italiensk far, der sammen var rejst efter faderens familie i Italien i midten af 1950’erne, da det også i Italien var vanskeligt at få arbejde kort efter anden verdenskrigs ophør. Men efter 11 års ophold i Argentina rejste Marcos mor tilbage til Danmark med Marco og hans 2 år ældre bror. Marco var på det tidspunkt 7 år, og talte kun italiensk og spansk. Men hele hans ungdom igennem var det hans håb at komme til at leve af sang og musik. Og det er så lykkedes på flere områder, både som medlem af et populært ensemble i Peru og efterfølgende med masser af optrædener i Danmark, bl.a. i Danmarks Radio og nu også for Ældre Sagen i Hørning. De seneste år har han udvidet repertoiret med lette operaarier efter at have modtaget undervisning hos diverse operasangere.

 Jo, vi fik både italiensk skønsang, serenader og operaarier. Og der blev sunget sydamerikansk folkemusik. Alt sammen i høj kvalitet, der måske havde fortjent et sanglokale med en bedre akustik end det Sognegården i Hørning kan tilbyde. Men fællessang blev der ikke så meget af, selv om mange af sengene var på lidt kendte melodier, men det var jo nok de færreste af tilhørerne, der var velbevandrede i italiensk og spansk sprog.

En god afslutning på sæsonen 2021/2022 af arrangementerne i Sognegården.

Sidst opdateret 05.06.2022