Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

12 august 2020: Vandretur Gjern Bakker

Turens udgangspunkt var p-plads ved Hotel Gjern - deltagerantal 32.

Vi havde fået lov til at stille bilerne her velvidende, at vi i den varme kunne fristes til en øl ved hjemkomst.

Vi gik et par km. på den gamle banesti, Randers – Silkeborg, frem mod Sminge, inden vi krydsede Gjern Å og å-dalen.
Man kan både gå og cykle hele strækningen, hvilket kan anbefales.

Dagen var varm og humøret højt op ad bakkerne mod Svostrupvej og frem til P2. Herfra gik vi direkte ind i lyngbakkerne. Et pragtfuldt skue her i august måned. Bakkerne er dækket af selvsået skov af eg og birk, en rigtig troldeskov, samt af blomstrende lyng, blåbær og tyttebær i store mængder.

Madpakken blev nydt på toppen af Store Troldhøj med én fantastisk udsigt til Sminge Sø, Svostrup Kro og store dele af Gudenå og Å-dalene. Skyggen under den gamle eg, den lette brise og temperaturer på 28 grader gjorde toppen til det perfekte pausested.

Der blev samlet flittigt af naturens gaver, inden vi begav os mod banestien og tilbage til Gjern.

Det er måske lidt mærkeligt eller morsomt - Store Troldhøj er kun 75 meter. Lille Troldhøj lidt længere mod nord 92 meter.

En dejlig, meget smuk og meget varm august tur, og hotelejeren fik ret – det med øllet og så oven i købet Hancock.

Sidst opdateret 01.12.2020