Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

09 juni 2021: Sondrup Bakker

Intet er som lyden af sol, frisk græs og en varm vandretur!

37 af Ældre Sagens medlemmer samledes efter samkørsel på p-pladsen ved Vads Møllevej for at begive sig ind i Uldrup Bakker med kurs mod den flotte og velrenoverede Uldrupgård. Bygget omkring 1850 i Holstensk stil med lave kampestensvægge og hvidkalket bindingsværk og stor stråtækt rejsning. Gården blev tidligere kaldt en Schäfergård, da der frem mod 1940 på stedet blev holdt store fårehold, som afgræssede bakkerne. ( På tysk Schaf - får)

Opstigningen til Blakshøj, 73 m., gav sved på panden og hurtig vejrtrækning. Imponerende, hvad Ældre Sagens medlemmer kan og tør byde sig selv og hinanden.

Så at sige godt gået.

Til gengæld er der en fortræffelig udsigt med kig ned over Horsens Fjord mod bl. a. Worsø.

Nogle fandt skygge og andre kunne ikke få sol nok. Alle nød medbragte klemmer, kaffe og som vanligt bjesk og kransekage.

Turen fortsatte ind i Sondrup Bakker, frem mod endnu en udsigtshøj med en mindesten for initiativtageren til plantagen, som blev plantet i 1872.

I 1977 blev hele Sondrup-området og Uldrup Bakker fredet. Området her og mod Horsens Fjord udgør nærmest en naturpark, afvekslende og smuk.

Vi havde en fin, udfordrende tur på ca. 9 km. i pragtfuldt sommervejr.

Nu holder vi sommerferie og ses igen til august.

Og så er det, at Birthe Wilke tager over:

Sommer, sommer og sol
Havet og blæsten og duft af Kaprifol
Sommer, sommer og sol
En himmel så blå som en viol.

Sidst opdateret 27.06.2021