Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

27. november 2019: Juletur til Blokhus

Af 51 tilmeldte deltagere mødte 49 op ved Sognegården for at stige ombord i en bus fra Sørens Rejser, der skulle føre os nordpå til oplevelser, der ville kunne få selv den mest regn- og mørketrætte hørningenser i julestemning.

På turen nordpå måtte vi forlade os på chaufførens oplysninger om, hvor på landkortet vi var nået frem til, for det disede vejr gav ikke mulighed for, at vi kunne orientere os. Og det fugtige vejr medførte, at pausekaffen undervejs måtte blive indtaget i bussen.

Men vi nåede frem til Blokhus Lys, hvor vi blev modtaget af lysende lokaler med alt i lys og andet dekorationsmateriale, som man absolut ikke ser i enhver supermarked. Efter at have forsynet sig med de ønskede varer, kunne man gå ind i butikken ved siden af, hvor man blev omringet af masser af hyggelige Klarborg Nisser, der blev præsenteret så flotte, at det fristede selv den mest standhaftige til at købe en nisse eller to.

Efter 1½ timers shopping blev vi transporteret den korte vej til Skulpturparken, hvor vi fik ca. ½ times mulighed for at gå en tur i Skulpturparken, med de mange oplyste sandskulpturer og andre skulpturer rundt omkring i den smukt oplyste park. Men så var vi også klar til gå ombord i julebuffeten i stedets restaurant. Det viste sig at være et rigtigt fint måltid, med mange af de kendte retter, der hører sig til en julefrokost.

 Herefter var der mulighed for at gå en tur mere i parken, hvor der også viste sig at være salgsboder, med masser af nisser og andre genstande relateret til julen. Jo, der blev båret mange indkøbsposer væk fra Blokhus den dag. Ankomst til Hørning ca. 20.30 efter endnu en behagelig bustur, dog i regn og mørke.

Sidst opdateret 01.12.2020