Søg på lokalafdelingens hjemmeside
Logo

Ældre Sagen og Interflora hylder frivillige

Dorte Bang er en af dem

Leder af den Social-Humanitære afdeling af Ældre Sagen i Hobro, Dorte Bang er en af dem

Over hele landet hjælper Ældre Sagens frivillige til at gøre livet nemmere for udsatte ældre under Corona-krisen. Ældre Sagen og Interflora er gået sammen om at fejre frivillige, der gør en ganske særlig indsats. 
Corona-virussen har lagt sig tungt hen over Danmark, og som bekendt er ældre mennesker relativt mere udsatte. Mange har brug for ekstra hjælp i denne svære tid, hvor vi skal holde os for os selv.
I Ældre Sagens 215 lokalafdelinger, heriblandt Hobro, arbejder frivillige på højtryk for at hjælpe og sprede glæde. De køber ind for ældre, ringer om morgenen og hører, om alt er ok, og som besøgsvenner holder de kontakt via telefon og Skype.
Gennem et samarbejde mellem Ældre Sagens lokalafdelinger og blomster- og gavekæden Interflora har lokalafdelingerne udvalgt 215 frivillige, som gør en helt særlig indsats i denne tid.
Interflora sponserer og sender en blomsterbuket og en personlig hilsen hjem til den frivillige som den lokale Ældre Sagen-afdeling har udpeget. 
I Hobro har lokalforeningen valgt Dorte Bang. (Lokalformand Ole Knudsen fortæller om den særligt udvalgte, der har været frivillig hos Ældre Sagen i Hobro i 5 år):

”Dorte yder til daglig en stor indsats for Ældre Sagen Hobro, som bl. a. medlem af lokalbestyrelsen, medlem af Ældre Sagens koordinationsudvalg i Mariagerfjord kommune, kontor frivillig, bisidder, pårørendeven, vejleder mv. I forbindelse med Corona-krisen havde Dorte Bang etableret en lokal telefonlinje, som hun selv passer, før Ældre Sagen på landsplan etablerede en telefonlinje.”

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, understreger, at der er god grund til at hylde de frivillige:
”De frivillige, der modtager en buket blomster, fortjener i høj grad at blive hyldet. De modtager buketten på egne vegne, men også på vegne af de tusindvis af frivillige i Ældre Sagen, der selv i disse tider gør en stor indsats for ældre mennesker, der har behov for hjælp”.

Hos Interflora er man glad for at kunne minde hinanden om og sætte pris på, at nogen gør en ekstra stor indsats for andre mennesker i en svær tid:
”Så godt som alle danskere er påvirket af Corona-krisen og kæmper for at få det hele til at hænge sammen. Ældre Sagens frivillige gør en enorm indsats for at støtte og hjælpe i HOBRO. Hos Interflora er det os en glæde at vise, hvor vigtigt det er at gøre noget for andre i en svær tid,” fortæller Søren Flemming Larsen, administrerende direktør for Interflora Danmark. 
Blomsterbuketterne, som sendes til de 215 frivillige, bindes og leveres sikkert til døren af lokale Interflora-blomsterhandlere over hele Danmark.

Sidst opdateret 20.11.2023