Med enlige på rundtur i Favrskov Vest
Turen var tilrettelagt af Nils Borring, der var med som guide, ligesom han også stod for den underholdende del af turen.
Favrskov i bidder
Det blev en rigtig dejlig dag i godt selskab, hvor humøret var højt, og fællesskabet blomstrede under hele turen.
Udflugten var mulig takket være tilskud fra Favrskov kommune.
Nils Borring, der er tidligere borgmester i Hammel Kommune, senere Favrskov Kommune, og nuværende regionsrådsmedlem af Region Midtjylland, havde skrevet en festlig vise til kommunerundturen på melodien "Alle sømænd er glade for piger".
Om melodivalget passer på ophavsmanden, må andre bedømme, men visen vakte stor begejstring blandt deltagerne.
Med guitaren i hånden og et smil på læben anførte han sangen, mens det blandede kor af medrejsende stemte i.
Visen beskrev dagens oplevelser med både humor og glimt i øjet:
Ældre Sagen er ude på rundtur,
for hvad byder kommunen mon på.
Ser på kirker, på landskaber, kultur -
og lidt stednavne øves der på:
Vi kommer til Lading, til Fajstrup og Sporup
Terp, Møgelby, Svenstrup og Futting vi ser.
Selv Alum og Houlbjerg - måske også Velev.
Vi venter i spænding - hvad kommer der mer'.
Sangen fortsatte med omtale af de mange steder, bussen kom forbi, og bidrog til den gode stemning ombord.
Midt på dagen blev der gjort holdt ved Ulstrup kro, hvor deltagerne nød en velfortjent frokost og hyggeligt samvær.
Efter en dag fyldt med oplevelser, smukke udsigter, lokalhistorie og gode bekendtskaber kunne bussen sidst på dagen sætte deltagerne af præcis de steder, hvor de var stået på.
Deltagerne skiltes med smil på læben og mange gode minder i bagagen fra en vellykket tur rundt i kommunen.
Sidst opdateret 24.06.2026









