Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Demens

Livet med Alzheimer og andre former for demens

Hjælp din ven eller nabo med demens

Demens er mange ting og findes i mange stadier. Og mennesker med demens er lige så forskellige som alle andre og har lige så meget brug for venskab og samvær.

Artiklen kort

Sådan hjælper du en relation med demens

Mennesker, der bliver ramt af demens, kan opleve, at deres sociale netværk svinder ind.

Det kan skyldes, at den demensramte isolerer sig meget, eller at man som ven eller nabo er usikker på, hvordan man støtter bedst muligt.

Kender du et menneske med demens, så vær tålmodig og lyttende. Inviter dem til sociale aktiviteter og vær nærværende.

Demens er stadig forbundet med tabu. Ved at søge viden om demens, er du med til at nedbryde tabuet. Se mennesket før sygdommen og lad personen komme i første række.

Læsetid 2-3 minutter

_________________

En del mennesker med demens oplever, at deres sociale netværk svinder, når demenssygdommen bryder frem. Det kan skyldes, at den demensramte, eller de nære pårørende, får svært ved at overskue sociale aktiviteter og derfor isolerer sig mere og mere.

Det kan også skyldes, at venner og naboer er usikre og ikke ved, hvordan de støtter bedst muligt.

SÅDAN HJÆLPER DU VED DEMENSSom ven eller nabo til en person med demens kan du hjælpe på flere måder:
  • Du kan lytte til de oplevelser og udfordringer, sygdommen giver.
  • Du kan tilbyde hjælp med praktiske gøremål i hverdagen.
  • Du kan holde fast i jeres fælles interesser. Hvis I foretager jer ting sammen, er det vigtigt, I fortsætter med de aktiviteter, I dyrker sammen. Måske de ugentlige kortspilsaftener, løbeturene eller noget helt tredje.

Demens er forbundet med tabu

Generelt er demens stadig forbundet med tabu. Mange oplever at blive mødt af negative reaktioner, når de fortæller, at de har en demenssygdom.

Det skyldes blandt andet en misforstået forestilling om, at mennesker med demens lever i deres egen verden og ikke kan være sammen med andre.

Undersøgelser viser, at nogle mennesker derfor vælger ikke at fortælle deres omgivelser om den diagnose, de har fået. Som ven eller nabo kan du være med til at nedbryde tabuet. Fx ved at opsøge viden om den demenssygdom, din ven eller nabo er ramt af.

Og frem for alt skal du huske at se mennesket, før du ser sygdommen. Lad personen komme i første række og fokuser op at have samvær på den demensramtes præmisser.

Få svar og råd i guide om Demensguiden

Læs også: Hvad er demens?

Sådan kan du tale med et menneske med demens

Sidst opdateret 03.01.2024