Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Kunsthal - Besøg Gl. Holtegaard

Få Ældre Sagen Rabat når du besøger Gl. Holtegaard. Kunsthallen har til huse i Lauritz de Thurahs barokanlæg fra 1756.

Samarbejdspartner

Gl. Holtegaard

Rabat

Få 25% rabat  på entrébilletten.

Medlemspris 55 kr. Normalpris 75 kr.

Bemærk

Rabatten gælder for kortholder, ved familiemedlemskab for begge navne på kortet. 

Find vej

Gl. Holtegaard

Attemosevej 170

2840 Holte

Kommende udstilling på Gl. Holtegaard

Iselin Forslund Toubro - 8. marts – 12. maj 2024

Til marts åbner den dansk-svenske kunstner Iselin Forslund Toubro sin hidtil største soloudstilling på Gl. Holtegaard. Med et flerdelt filmværk indtager Toubro kunsthallens rum i et installatorisk forløb med en fortælling, der viser konflikter mellem fortid og nutid, naboskab mellem lande, kærlighed til håndværk og om en kultur og dens traditioner.

Den dansk-svenske kunstner Iselin Forslund Toubros soloudstilling på Gl. Holtegaard folder sig ud som en totalinstallation med et filmisk fortællende forløb, der i samspil med skulpturelle elementer indtager kunsthallens udstillingsrum, med en tematik, der synes skræmmende aktuel.
Filmværkets fortælling foregår i to spor. Vi møder først en kvinde fra 1600-tallet (skuespiller Asta Kamma August) i en tid, hvor nabolandene Danmark og Sverige ligger i krig. Kvinden fortæller en hjerteskærende historie om sin søn, der er draget i krig. Herefter flettes den skandinaviske krigshistorie sammen med et narrativ om de omrejsende skandinaviske håndværkere kaldet navere. Her følger vi to nutidige svenske navere iklædt den karakteristiske arbejdsuniform med svaj i fløjlsbukserne, vest, hat, stok og ransel. Karaktererne er på valsen. Deres første stop på turen er en naverhule, et herberg for omrejsende navere i en mindre by i Danmark. Her møder de ligesindede, der traditionen tro for nytilkomne, udsætter dem for velkomstritualer og en række konkurrencer i diverse håndværksdiscipliner. Men idyllen varer ikke ved. Modstridende opfattelser af, hvad det vil sige at være på valsen skaber konflikt i det ellers fredelige fællesskab.

Siden 1500-tallet er håndværkere rejst ’på valsen’ for at udføre arbejde rundt omkring i verden. Mens naverne kan krydse landegrænser på trods af forskellige nationaliteter og færdes i alle lande i en form for nomadisk hybridt fællesskab, sætter krigene grænser for selv samme transnationale færden. Filmværkets naver-spor handler om de konflikter, der opstår i det nære fællesskab, i det idealistiske fællesskab og om menneskers trang til at skabe forskelle mellem os og dem. Historien som filmen begynder og slutter med, om den sørgende kvinde, peger på, hvordan småkonflikter i nært forbundne fællesskaber kan vokse sig store og føre til krig.

Iselin Forslund Toubro er i sit arbejde interesseret i gruppedynamikker i alle dets mangeartede konstellationer. Med udstillingen skaber hun en fiktiv fortælling i sin kendetegnende cinematiske kvalitet, der peger på konflikter i både fortid og nutid, på naboskab og splid mellem lande, på kærlighed til håndværk og på en langstrakt håndværkskultur og dens traditioner og udfordringer.

Om Gl. Holtegaard

Gl. Holtegaard er en kunsthal, der præsenterer et ambitiøst udstillingsprogram med tre-fire skiftende udstillinger om året af både ny og ældre kunst. Det er Gl. Holtegaards ambition at præsentere ny såvel som ældre billedkunst, der aktualiserer historien og perspektiverer den tid, vi lever i i dag.

Kunsthallens placering i Lauritz de Thurahs historiske barokanlægs bygninger og udendørs arealer udgør en integreret del af kunsthallens udstillingsprofil. Netop placeringen gør, at samtidskunsten kan trækkes meget tæt på det historiske materiale, som Gl. Holtegaard er gjort af. Barokhaven betragtes altså som et udvidet udstillingsrum, der, på lige fod med De Thurahs arkitektur, nøje kurateres og iscenesættes i det årlige udstillingsprogram.

Gl. Holtegaard danner i løbet af året ramme om et mangfoldigt aktivitetsprogram, som knytter sig til udstillingerne samt Gl. Holtegaard som sted og kulturinstitution. Her er der tale om aktiviteter og arrangementer som artist talks, performances, foredrag, debatter, havevandringer, koncerter mm.

Følg med på Gl. Holtegaards hjemmeside www.glholtegaard.dk

Find inspiration til flere spændende udstillinger her

Sådan får du tilbuddet

Du skal være medlem af Ældre Sagen for at benytte dig af tilbuddet.

Indtast venligst et gyldigt medlemsnummer
  • Billetter købes på stedet
  • Vis dit gyldig Ældre Sagens medlemskort når du køber billetter

Kontaktoplysninger

Telefon: 4611 58 88

Er du ikke medlem af Ældre Sagen?

Bliv medlem og få gode tilbud