Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Pårørende

Støtte til pårørende

Ældre Sagen kæmper for bedre vilkår for pårørende. Pårørende gør en stor indsats for syge og svækkede ældre.

Pårørende yder et meget vigtigt bidrag ved at hjælpe svækkede eller syge mennesker, de er tæt på.

Hjælpen fra pårørende spiller en væsentlig rolle for, at svækkede ældre kan opretholde et værdigt og meningsfuldt liv på trods af sygdom og svækkelse.

De fleste pårørende finder det naturligt at hjælpe, når der er brug for det. Men mange oplever, at ikke de bliver anerkendt og støttet i deres indsats, og at samarbejdet med professionelle kan være vanskeligt.  

Bedre vilkår for pårørende
Det er en mærkesag for Ældre Sagen, at pårørende skal have bedre vilkår, så de kan leve gode liv og passe godt på sig selv, samtidig med at de hjælper andre.

Mange pårørende kender ikke til de muligheder for hjælp og støtte, der findes i dag. De oplever, at det kan være svært at få kontakt til myndigheder og medarbejdere.

Pårørende efterlyser mere information, og savner et samlet, letforståeligt overblik over mulighederne for hjælp og støtte.

I mødet og samarbejdet med medarbejdere savner pårørende ofte anerkendelse og lydhørhed, og at deres viden og erfaringer som pårørende bliver brugt i plejen og omsorgen for den svækkede.

Mange oplever også, at det kan være forbundet med store omkostninger socialt, økonomisk, arbejds- og helbredsmæssigt at hjælpe gennem længere tid.

Ældre Sagen arbejder politisk for skabe bedre vilkår for pårørende og ønsker en national handlingsplan for pårørende. 

En national handlingsplan skal:

  • Styrke pårørendes retsstilling
  • Sikre pårørende let adgang til støtte og viden
  • Sikre at pårørende får mulighed for at blive inddraget 
  • Indsamle viden om og udvikle metoder til at skabe et bedre samarbejde mellem pårørende og medarbejdere
  • Skabe en bedre familie-/arbejdslivsbalance for erhvervsaktive pårørende

Vi er alle pårørende på et tidspunkt i livet

24 % af befolkningen hjælper én eller flere ældre. Dette svarer til, at 1.132.000 danskere over 18 år er pårørende på nuværende tidspunkt. Det viser en undersøgelse fra Voxmeter fra 2021.

Læs Undersøgelse om pårørende december 2021

Ældre Sagen har også i 2016 gennemført en undersøgelse blandt næsten 1300 ægtefæller eller samlevere til modtagere af hjemmehjælp.

Undersøgelsen viser, at næsten hver fjerde ægtefælle til en hjemmehjælpsmodtager hjælper seks timer eller mere dagligt.  

Hjælpen omfatter en lang række opgaver såsom praktisk hjælp, hjælp til at spise, personlig pleje og kontakt til myndigheder.

Over halvdelen af ægtefællerne til hjemmehjælpsmodtagere kender ikke til kommunernes tilbud om støtte til pårørende.

Læs også: Undersøgelse blandt ægtefæller og samlevere til hjemmehjælpsmodtagere 

Individuelle grænser for hjælp fra pårørende
Ældre Sagen mener, at det er et individuelt anliggende, hvor meget vi som pårørende kan og skal hjælpe ældre familiemedlemmer. Ligesom det er op til den enkelte person, hvor meget hjælp man gerne vil modtage fra sin familie.

Der er dog grænser for, hvilke opgaver pårørende skal hjælpe med.

Det er Ældre Sagens holdning, at fx personlig pleje og behandlingsopgaver er professionelle opgaver, som bør varetages af kompetente medarbejdere i ældreplejen og på hospitalerne.

Læs også: Grænser for pårørendes indsats

Sidst opdateret 22.02.2024