At leve på den (høre)vanskelige måde

Mennesker med hørenedsættelse kan gøre hvad som helst, undtage at høre – eller høre ordentligt. Hørenedsættelse slukker ikke for vores musik og stopper ikke vores fritidssysler, vores latter eller vores behov for at udforske dette og hint.

Vi gør det bare på den (høre)vanskelige måde.

Du er en skuespiller, der står bag tæppet og venter på din indgangsreplik. Du hører den ikke og den hektiske instruktør skubber dig ind på scenen. Det tager dig hele akten at få pulsen ned igen.

Når du spiller bridge, er meldingerne begyndt at lyde som et fremmed sprog: ”N-pa”. ”Oruder”. ”Pss”. ”Pss”. ”Obar”. ”Pss-pss-pss”.

Bridgespillere melder med sagte stemme ned i deres egen hånd og spillere med normal hørelse behøver ikke at mundaflæse for at forstå meldingen. En spar. To ruder. Pas. Pas. To spar. Pas. Pas. Pas. Du kan genkende et bord, hvor der sidder en makker med hørevanskeligheder, på den længere tid, det tager at melde: En spar. Hva-si’r-du? To ruder. Hva-si’r-du? Pas. Hva-si’r-du? Pas. Hva-si’r-du? To spar. Hva-si’r-du?

Musik lyder anderledes end den plejede og på en cykeltur hører du ikke bilerne, før de glider op på siden af dig. Rejser er fulde af overraskelser, ikke mindst den guide, der åbenlyst ikke tror på at din hørenedsættelse kan være så grel, fordi du trods alt kan tale.

Psykolog og audiolog Kathy Pichora Fullers fortæller i sit foredrag ’Improving Everday Life with Hearing Rehabilitation’, at ’det største problem, ældre mennesker har, er at forstå tale i svære lyttesituationer. Vi taler om situationer, der er normale og uomgængelige i hverdagen. Det handler om vanskeligheder ved at kunne deltage i grupper, hvor mange mennesker taler samtidigt, vanskeligheder ved at forstå mennesker, der taler med en fremmed accent, vanskeligheder når der skiftes emne midt i samtalen, vanskeligheder når man skal ’multi-taske’ mens man lytter og vanskeligheder ved at kunne høre, når alting skal ske lynhurtigt. I disse svære situationer er der en høj risiko for at mennesket med hørenedsættelse vil trække sig tilbage og på et tidspunkt blive socialt isoleret’.

Det er ikke bare ældre mennesker. Uanset alder og omfanget af hørenedsættelsen undgår mennesker med hørenedsættelse situationer, hvor kommunikation er svær. Nogle skifter arbejde til et med færre udfordringer eller lavere meningsfylde for at undgå kommunikation med kolleger og klienter. Nogle opgiver uddannelsen, de er i gang med - eller opgiver på forhånd. Hørenedsættelse kan medføre nogle alvorlige begrænsninger for vores liv.

Men for pokker – livet er for kort til de begrænsninger! At kunne høre er ikke en aktivitet eller hobby vi dyrker efter aftensmaden eller på en regnvåd søndag eftermiddag – Hej! Lad os gå ud og høre. Vi må finde ud af, hvordan vi tilpasser os en ny virkelighed.

Og nej, det er ikke noget, vi lige kan fikse fra den ene dag til den anden. Og ja, måden, vi fremover kan deltage i vores aktiviteter på, vil være anderledes. Vil det at gå ud at spise på en støjende restaurant nogensinde blive det samme som det var, før vi fik en hørenedsættelse? Sikkert ikke, men der er alternativer: Vælg en anden restaurant eller lær at tilberede pad thai hjemme sammen med nogle venner.

Hørenedsættelse er ikke den eneste faktor der afgør, hvad jeg vælger at gøre eller ikke gøre. Jeg springer ikke ud af flyvemaskiner, simpelthen fordi jeg ikke tør. Jeg reparerer ikke ting i huset, fordi det vil jeg ikke. Doug, min mand, og jeg har en aftale: han forventer ikke at jeg tætner vandhanerne og jeg spørger ikke ham, om han lige springer op på en scene og fortæller vittigheder. Jeg triller afsted på min cykel, jeg motionerer, ser gode TV-udsendelser, spiller kort, går i biografen og teateret, spiser, tager ud i naturen og lytter til musik. Jeg har lært, hvordan jeg skal gøre, så jeg kan nyde disse aktiviteter eller jeg har ændret, hvordan jeg gør dem, så jeg ikke kommer i fare.

Blandt alle de barrierer, vi kommer ud for – manglende undertekster, baggrundsstøj, den høje pris på teknologi – er holdningsbarriererne til hørenedsættelse de sværeste at identificere og få has på: uvidenhed, frygt, underlegenhed, benægtelse og stigma. Og disse negative opfattelser er ikke kun nogle, andre mennesker har, vi har dem også i høj grad selv. Det er de andre, der mumler (benægtelse). Vi ved ikke (uvidenhed) hvad vi skal gøre, for at kunne gøre det, vi gerne vil. Vi tøver med at spørge om hjælp eller med at turde gøre noget nyt (frygt). Vi er ikke lige så gode som andre til at dyrke en sport (underlegenhed). Vi forsøger at skjule vores hørenedsættelse for andre mennesker, fordi den er pinlig (stigma).

Måske er det på tide at ’komme over det’?  når vi sidder der på kantstenen og kigger på andre mennesker, der gør det, vi plejede at kunne gøre, har vores hørenedsættelse vundet over os i stedet for, at vi kunne gå efter noget mere wow i vores liv.

Anne Lamotte, forfatter af bogen Help, Thanks, Wow: The Three Essential Prayers beskriver et wow som ” … et gisp, en kraftig indånding, når vi ikke ved hvordan vi ellers skal reagere på et chokerende smukt syn … på en pludselig indsigt … på et mirakel”.

Ifølge ordbogen kan wow simpelthen betyde et under, en behagelighed eller en succes. Og den kendsgerning, at jeg kan høre de ting jeg holder allermest af, takket være teknologi og andre strategier, er det største WOW af dem alle.

[Oversætterens note: Det danske ord for wow er nok nærmere novra. Men det er svært at udbryde novra! med et gisp].