Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Rejser og ture

Busrejse til Slesvig

Vi kører en 3-dages tur til Sønderjylland og Slesvig, hvor vi skal besøge historiske byer og steder. Tilmelding er bindende efter 7.4.2024.

Lokalafdeling

Skovbo

Hvem

For alle

Pris medlemmer

Kr. 4.125 pr person i delt dobbeltværelse. Tillæg enkeltværelse kr. 390. Opkræves af Fladså Turist

Pris ikke medlemmer

Kr. 4.125 pr person i delt dobbeltværelse. Tillæg enkeltværelse kr. 390. Opkræves af Fladså Turist

Hvornår

Startdato: 25.06.2024 kl. 07.00
Slutdato: 27.06.2024

Mødested

Afgang fra Aktivitetshuset, Møllevej 11, Borup kl. 7.00, Ejby Medborgerhus, Gemsevej 19, Ejby kl. 7.15, Centervejen v. OK-tanken, Bjæverskov kl. 7.30

Beskrivelse

Programmet for turen ser således ud:

DAG 1

Fra Sjælland kører vi, med en enkelt kort pause undervejs, til Genforenings- og Grænsemuseet i Christiansfeld. Det er et lille museum med stor historie, der ligger lige hvor Kong Christian X red over den nedlagte grænse i 1920. På museet får vi et indblik i, hvad der foregik under genforeningen, og hvor vigtigt det var for mange mennesker af få stemt det nordlige Slesvig tilbage til Danmark. På vejens modsatte side ligger Den gamle Grænsekro, hvor der venter frokost efter museumsbesøget.

Efter frokost kører vi til Haderslev, hvor vores guide stiger på bussen. Han vil være sammen med os i godt et døgn og vil undervejs vise os rundt i et par byer, samt fortælle om livet før og nu i Slesvig, herunder om livet i grænselandet, både som tysksindet i Danmark og dansksindet i Tyskland. Der er mange praktiske og følelsesmæsige forhold, der påvirker befolkningen i grænselandet. Forhold vi næppe kan forestille os, før vi får dem beskrevet af en "indfødt".

Vi krydser den nuværende grænse og fortsætter til Flensborg, hvor vi skal på en lille byrundtur med Flensborg-rom som delvist udgangspunkt. Byen havde en en glensperiode i 17-1800-tallet på grund af sin romproduktion. På et tidspunkt fandtes der flere end 20 romhuse i byen. Braasch Vin- og Romhus, der er det ene af de to tilbageværende romhuse i byen inviterer os på besøg, og her vil der være mulighed for at købe sig en flaske Flensburger-rom og andre delikatesser.

Fra Flensborg kører vi til vores hotel i Husum, hvor vi spiser aftensmad. 

DAG 2 

Dagen starter med en byvandring i den charmerende Husum by. Husum er nævnt i skriftlige kilder første gang i 1252. Den ligger på den gamle handelsrute op langs den jyske vestkyst, og der har formodentlig allerede fra år 1200 været et stort kvægmarked her. Dengang havde byen ikke direkte forbindelse til havet. Det fik den først efter en voldsom stormflod i 1362, hvorefter byen udviklede sig til en havneby. I slutningen af 1400-tallet fil Husum en stor opblomstring, da man begyndte at modtage handelsskibe med varer, der skulle leveres til lande og byer omkring Østersøen. Varerne blev transporteret ad transitruten  over land til Flenborg, hvorfra de kunne bringes til landene omkring Østersøen. På den måde undgik skibene den lange rejse nord om Jylland.
På vores vandring rundt i byen ser vi blandt andet Husum Slot, der er et fint renæssanceslot inspireret af Frederiksborg Slot.

Fra Husum kører vi til Slesvig by, men via Hedeby, så vi får panoramavuet over Slesvig, der ligger på den modsatte side af Slien fjord og imponerer med domkirkens enormt høje kirketårn. Slesvif by er over 1000 år gammel. Vores guide giver en kort byrundtur, bl.a. med besøg i den flotte Slesvig Domkirke. Efter byrundturen spiser vi frokost på en hyggelig restaurant, hvorefter vi siger farvel til vores guide.

Nu kører vi tilbage til "Den grå By" Husum, hvor der vil være tid til at udforske byen på egen hånd. Man kan f.eks. se nærmere på Mariekirken, der er tegnet af C.F. Hansen, der er kendt for Københavns Domkirke og det andet Christiansborg (Christiansborg Slotskirke). C.F. Hansens forældre stammede fra Husum. Der er måske også nogle, der vælger at besøge "Weihnachtshaus", der har åbent hele året, og hvor man kan købe julepynt af alle slags. Såfremt det er ebbe, kan man se et specielt fænomen på havnen, nemlig at skibene står på havbunden. Ellers kan man bare slentre en tur i byens smalle, hyggelige gader med de mange smukke huse. Tilbage på hotellet spiser vi aftensmad - med en lille overraskelse efter maden...

DAG 3

Vi pakker bussen og forlader vores hotel tidligt, så vi kan nå lidt oplevelser, inden vi kører hjemad.
Vi tilbringer formiddagen i den charmerende Friedrichsstadt, også kaldet nordens Amsterdam. Byens kanaler mange af husene er anlagt og bygget af hollændere, der var en slags religiøse flygtninge (remonstranter), der blev kaldt til Sydslesvig af den gottorpske hertug Frederik den 3.

Vi starter med en sejltur i kanalerne, hvor vi af den dansktalende skipper får fortalt om byens historie, krydret med sjove fortællinger, mens vi kan nyde synet af de fine gavlhuse, mange af dem med haver ned til kanalen. Efter sejlturen bliver der lidt tid til på egen hånd at nyde den betagende by, inden vi kører ud i marsklandet nær vestkysten, hvor vi skal spise frokost på en historisk bondegård fra 1700-tallet. Stuehuset er MEGET stort og bygget i den specielle stil, der kendetegner området. I tilknytning til restauranten er der også et lille museum, primært med gamle landbrugsredskaber.

Efter frokost kører vi mod den danske grænse, hvor vi holder en pause ved Fleggaard, så der er mulighed for at shoppe lidt. Herefter kører vi via Dybbøl og Sønderborg til Fynshav, hvor vi skal med færgen til Bøjden. Under sejladsen får vi serveret en kop kaffe og et stykke kage, så vi er rustet til det sidste stræk tilbage til Sjælland.

Vi er hjemme først på aftenen efter tre oplevelsesrige dage.

 

Turens pris inkluderer:

  • Transport i moderne turisbus
  • 2 x aftensmad
  • 2 x overnatning
  • 3 x frokost (excl, drikkevarer)
  • 1 x kaffe og kage
  • Entre og introduktion, Genforeningsmuseet
  • Guide i 1 dag, inkl. guidet tur i Flensburg, Schleswig og Husum
  • Guidet (dansktalende) kanalrundfart i Friedrichstadt
  • Storebælt t/r
  • Færge Fynshav-Bøjden
  • Kaffe i bussen alle dage

 

Om hotellet: Hotel Osterkrug er 3-stjernet familiehotel i Husum få hundrede meter fra Husum centrum og Husum havn. I restauranten, der er åben indtil 22.00 serveres primært egnsretter af lokale råvarer. Værelserne er hyggelige og der er hårtørrer og gratis Wi-Fi adgang på alle værelser.

OBS husk pas, rejseforsikring og blå sygesikringsbevis 

Betaling opkræves af teknisk rejsearrangør Anchersen-Fladså ApS, CVR. nr. 36972688

Anchersen - Fladså ApS er medlem af rejsegarantifonden nr. 3151