Fortydelsesret

Sidst redigeret den 09.01.2018

Når man som forbruger køber en vare i en butik, har man som udgangspunkt ikke ret til at fortryde sit køb.

Mange butikker giver dog ret til at bytte eller returnere varen inden en bestemt tidsfrist mod forevisning af købskvittering, men det er helt op til den enkelte butik.

Bytteret betyder, at man kan få en anden vare. Returret betyder, at man kan få pengene tilbage.

Udsalg
Under udsalg gælder de samme regler, som når butikken ikke holder udsalg.

Hovedreglen er derfor, at der kun er bytteret/returret, hvis butikken giver lov til det. Butikken kan dog ved tydelig skiltning gøre opmærksom på, at udsalgsvarer ikke kan byttes eller returneres, selvom butikken giver bytteret eller returret på ikke nedsatte varer.

Er man i tvivl, så spørg i butikken og få bytteret/returret noteret på kvitteringen.

Tilgodebeviser
Der er butikker, der i stedet for at tilbyde at tage varen retur, tilbyder et tilgodebevis.

Hvis man får et tilgodebevis, er det en god idé at bruge det relativt hurtigt. Lukker butikken, eller skifter butikken ejer, vil det være næsten umuligt at få glæde af tilgodebeviset. Tilgodebeviser er gyldige i tre år, medmindre andet er aftalt.

Der gælder tilsvarende regler for gavekort.

Internet-handel
Der gælder særlige regler vedr. fortrydelse og returnering for varer og ydelser købt via internettet. Se afsnit om e-handel.

Dørsalg og køb uden for sælgers forretningssted
Dørsalg i gammeldags forstand er som hovedregel ikke lovligt. Det er dog tilladt at henvende sig ved døren, når det handler om salg af bøger, aviser, forsikringer og abonnement på redningstjeneste og sygetransport.

Hvis man køber en vare uden for sælgers faste forretningssted, f.eks. ved et "home-party", telemarketing eller handel under bustur, har man som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, men der er dog undtagelser, f.eks. hvis varen er specialfremstillet til køber.

Ved opfordring til køb skal sælgeren udover pris og beskrivelse af det købte oplyse om betalings- og leveringsvilkår samt ret til fortrydelse, garanti, service og vedligeholdelse og hvilke betingelser, der gælder for at opsige f.eks. abonnementer.

Fortrydelsesretten på de 14 dage begynder først at løbe, når køber har fået disse oplysninger og senest, når varen leveres.

Man kan fortryde ved ikke at tage imod varen eller undlade at hente den på posthuset. Man kan også fortryde ved, inden for 2 uger efter modtagelsen, at returnere varen til sælger. Dog skal man give besked til sælger om returneringen.

Indhold hentes