Ældreråd

Sidst redigeret den 15.01.2024

Ældrerådet er et folkevalgt, rådgivende brugerorgan i den enkelte kommune, som skal sikre de bedst mulige vilkår for de borgere, der er fyldt 60 år og derover.

I samarbejde mellem Ældrerådet og Kommunalbestyrelsen fastlægges rammerne for rådets virke og aftaler om, hvordan og i hvilket omfang Ældrerådet skal høres. Opgaverne kan derfor variere lidt fra kommune til kommune.

Ældrerådet skal:

  • medvirke til at øge borgernes medindflydelse på kommunens ældrepolitik
  • sikre, at dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen fastholdes og udbygges og
  • sikre at ældre får mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af kommunens ældrepolitik.

Ældrerådene skal således beskæftige sig med alle forhold, der har betydning for ældre fx trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur.

Ældrerådet kan ikke beskæftige sig med konkrete personsager.

Der er ingen lovmæssig pligt til at oprette Ældreråd i regionerne, men der er i alle fem regioner nedsat regionsældreråd på frivillig basis. 

Valg til Ældrerådene
Kommunen skal sørge for, at der ved direkte valg etableres mindst ét Ældreråd i kommunen. Antallet af medlemmer er mindst fem, og for hvert medlem kan vælges en stedfortræder.

Enhver, der er fyldt 60 år på valgdagen, og som har fast bopæl i kommunen, har stemmeret og er valgbar.

Valgperioden, der bestemmes lokalt, er oftest fire år. Mange steder vælger man at afholde ældrerådsvalg på samme dag som kommunalvalgene. Valget kan afvikles ved fremmøde, digitalt eller brev. 

Danske Ældreråd
www.danske-aeldreraad.dk

Indhold hentes