Hvad er et værgemål?

Sidst redigeret den 15.01.2024

Et værgemål er samfundets tilbud om hjælp til at varetage personlige og/eller økonomiske forhold for personer med manglende eller nedsat handleevne pga. svækkelse, sygdom eller ulykke.

Når handleevnen er nedsat eller helt mangler, kan man have mistet sin dømmekraft, og man kan måske ikke længere varetage sine forhold på fornuftig måde. Derfor kan det blive nødvendigt med andres hjælp til at træffe de nødvendige beslutninger.

Man kan som udgangspunkt ikke handle på andres vegne, heller ikke selv om man er nærmeste pårørende. Der skal være et juridisk grundlag. På nogle områder er der lovgivet om retten til at handle på andres vegne, og måske har man i tide oprettet en fuldmagt. Se afsnittet Fuldmagter.

Men hvis der ikke er særlige regler, og man ikke har givet andre fuldmagt til at varetage sine forhold, kan det være nødvendigt med et værgemål. Der beskikkes så en værge til at handle for - eller sammen med - personen.

Det er som udgangspunkt Familieretshuset, som træffer afgørelse om både etablering af værgemål og om, hvem der konkret skal være værge. Men i visse situationer er det retten, som afsiger dom til værgemål.

Beskyttelse eller overgreb?
Et værgemål er hjælp til at tage hånd om en persons personlige og økonomiske forhold, når vedkommende ikke selv kan, og et værgemål kan samtidigt beskytte mod omverdenens evt. misbrug.

Den, som er under værgemål, bevarer principielt sin selvbestemmelse og er normalt ikke umyndiggjort. Dog kan man i særlige tilfælde fratages sin retlige handleevne og umyndiggøres helt eller delvist vedrørende økonomiske forhold.

Et værgemål er et indgreb i en persons liv. Det må derfor ikke være mere omfattende, end der er brug for, og det skal ophøre, hvis der ikke længere er behov for det.

Indhold hentes