Hvad er en fuldmagt?

Sidst redigeret den 15.01.2024

Livet er uforudsigeligt. Man kan komme ud for en ulykke og ligge i koma, blive ramt af en blodprop eller få en demenssygdom. Det kan medføre, at man ikke selv kan træffe beslutninger, og det kan gøre tilværelsen vanskelig for ens ægtefælle og familie, som ikke uden videre kan handle og træffe beslutninger på ens vegne.

Den situation kan man i vidt omfang komme i forkøbet ved at oprette en fuldmagt. Fuldmagten skal oprettes på et tidspunkt, hvor man har sin fornufts fulde brug. Fuldmagten har bl.a. den fordel, at man dermed selv kan beslutte, hvem der skal være fuldmægtig og hvilke dispositioner, fuldmagten skal omfatte. En fuldmagt kan overflødiggøre et værgemål, som vil være alternativet, hvis der ikke i tide er oprettet en fuldmagt.

At give en person fuldmagt betyder, at man giver fuldmægtigen ret til at handle på ens vegne, indenfor de områder fuldmagten omfatter. Fuldmagten betyder også, at man bliver berettiget og forpligtet af de aftaler, som fuldmægtigen indgår på ens vegne, når de ligger indenfor fuldmagtens område.

En fuldmagt kan dække bestemte handlinger, fx at administrere betalinger, købe eller sælge aktiver eller være dokumentation for, at en anden person kan repræsentere én ved kontakt til offentlige myndigheder.

Generalfuldmagt eller specialfuldmagt
En generalfuldmagt er formuleret, så den søges at dække alle tænkelige forhold. En generalfuldmagt kan give anledning til tvivl om fuldmagtens anvendelsesområde, da den kan være for bredt formuleret og uspecifik i forhold til det, som den ønskes anvendt til. 

En specialfuldmagt er en fuldmagt, hvor fuldmagtsgiver har bestemt, at fuldmagten kun skal gælde på et specifikt område, fx det økonomiske område. Man kan overveje at opdele sine fuldmagter i flere specialfuldmagter og evt. vælge forskellige fuldmægtige for de områder, som den konkrete fuldmagt skal dække.

Overvejelser
En fuldmagt hviler på tillid, og det er derfor vigtigt nøje at overveje, hvem der skal tage hånd om ens økonomiske og personlige forhold, hvis man selv bliver ude af stand til det. 

Før man udpeger en fuldmægtig, bør man inddrage personen i sine overvejelser. På den måde kan man sikre sig, at personen både har evne og vilje til at varetage opgaven, hvis det bliver aktuelt. Også en reel instruktion til fuldmægtigen kan være hensigtsmæssig.

Det er en god idé, at man med mellemrum tjekker, at fuldmagten dækker de områder, man ønsker, og at den indsatte fuldmægtig stadig er én, man har tillid til.

Det er en god idé at give mere end én person fuldmagt, fx ens ægtefælle og et voksent barn, eller to voksne børn. Man skal så overveje, om fuldmægtigene skal være sideordnede (fuldmægtigene kan handle hver især) eller primære og subsidiære (den subsidiære handler kun hvis den primære ikke kan eller vil) i forhold til at kunne handle.

Manglende enighed mellem sideordnede fuldmægtige kan gøre fuldmagten ubrugelig, hvis det er formuleret som et krav i fuldmagten, at de sideordnede fuldmægtige skal være enige for at kunne handle.

I stedet kan man indsætte en subsidiær fuldmægtig, der kan træde til, hvis den primære fuldmægtig dør eller ikke længere kan, eller vil, være fuldmægtig. 

Ophør af fuldmagten
En fuldmagt ophører automatisk, hvis fuldmagtsgiver afgår ved døden. Fuldmagten ophører også, hvis fuldmagtsgiveren kommer under værgemål, som omfatter de samme forhold som fuldmagten.

Fuldmagten ophører desuden, hvis fuldmægtigen ikke længere kan, eller ønsker at kunne handle på fuldmagtsgivers vegne, eller hvis fuldmagten bliver tilbagekaldt af fuldmagtsgiver. Tilbagekaldelse kræver imidlertid, at fuldmagtsgiveren har handleevnen, dvs. fornuftens fulde brug, i behold ved tilbagekaldelsen. 

I praksis er det den altovervejende antagelse, at fuldmagten også gælder efter det tidspunkt, hvor fuldmagtsgiver har mistet fornuftens fulde brug. Dette afspejles i retspraksis, hvor dispositionsret i henhold til gyldigt oprettede fuldmagter anerkendes, også efter dette tidspunkt, når der i øvrigt ikke er grundlag for at statuere misbrug.

Opret både almindelig fuldmagt og fremtidsfuldmagt
For at undgå enhver tvivl om, hvorvidt man har sikret sin ægtefælle/pårørende handleevne i tilfælde af, at man som fuldmagtsgiver selv måtte blive ude af stand til det, anbefales det at oprette både en almindelig fuldmagt (fx pårørendefuldmagt) og en fremtidsfuldmagt.

Det skyldes dels, at fremtidsfuldmagten først kan sættes i kraft, når der er lægelig dokumentation for, at fuldmagtsgiver er helt ude af stand til at varetage sine forhold. Med almindelig fuldmagt kan det undgås, at der opstår et ”tomrum” i perioden fra behovet for en virksom fuldmagt opstår og indtil Familieretshuset har truffet afgørelse om ikraftsættelse af en fremtidsfuldmagt. Desuden er der nogle situationer, hvor der i lovgivningen stilles udtrykkeligt krav om en fremtidsfuldmagt, hvorfor en almindelig fuldmagt ikke kan bruges (se skema med oversigt over fuldmagter).   

Endelig kan man i praksis komme ud for, at nogle myndigheder, banker m.fl. i nogle tilfælde ikke vil anerkende en almindelig fuldmagt, men stiller krav om en fremtidsfuldmagt. Dette på trods af, at almindelige fuldmagter fortsat anerkendes og er gyldige efter ikrafttræden af lov om fremtidsfuldmagter.

Formkrav
Der er ikke særlige lovkrav til udformningen af fuldmagter, medmindre man ønsker at oprette en fremtidsfuldmagt. Af hensyn til anvendeligheden anbefales det, at fuldmagter udformes skriftligt, og at det så klart som muligt beskrives, hvilke forhold fuldmagten skal dække.