Medicintilskud

Sidst redigeret den 15.01.2024

 Alle med fast bopæl her i landet kan få tilskud til medicin, der er ordineret på recept af en læge, og som er anerkendt som lægemiddel. Der ydes ikke tilskud til naturlægemidler eller præparater, der opfattes som kosttilskud.

Tilskud ydes uafhængig af indtægt og formue og udbetales automatisk. Størrelsen afhænger af den enkeltes forbrug af medicin i løbet af en periode på ét år. Jo større forbrug af medicin, jo større tilskud.

Det er ikke kalenderåret, der følges. En ny periode på ét år indledes første gang, der foretages køb af tilskudsberettiget medicin, efter udløb af den forudgående periode. Alle har derfor deres eget individuelle tilskudsår.

I appen "apoteket" fremgår det hvilke apoteker, der har medicinen på lager. Derudover er det muligt at forny recepter, se tilskudspriser, oprette bestilling på medicin og samtidig få hjælp til at tage medicinen rigtigt. Appen kan hentes i AppStore og Google Play.

Beløbsgrænser (2024)

Årlig udgift pr. person Tilskud til personer over 18 år Tilskud til personer under 18 år
0-1.075 kr. 0 % 60 %
1.075-1.805 kr. 50 % 60 %
1.805-3.915 kr. 75 % 75 %
3.915-21.298 kr. 85 % 85 %
20.636 kr. 100 %
Over 26.085 kr.
100 %

 Hvis man har helbredstillæg ydes også tilskud til de første 1.075 kr. Se afsnittet Ældrecheck og helbredstillæg under Folkepension - Folkepension og Førtidspension.

Tilskudsprisen
Den fastsættes på baggrund af prisen på det billigste lægemiddel med samme virkning og samme aktive indholdsstoffer. Købes et dyrere lægemiddel skal man selv betale hele merudgiften. Et evt. helbredstillæg kan heller ikke anvendes til at nedbringe denne merudgift.

I tilfælde, hvor det ud fra en sundhedsfaglig vurdering er nødvendigt med et dyrere lægemiddel, kan lægen ansøge Lægemiddelstyrelsen om forhøjet tilskud. Lægens ansøgning til Lægemiddelstyrelsen er gratis, og Lægemiddelstyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Alle apoteker i hele landet er tilsluttet et elektronisk beregningssystem, så tilskuddet beregnes ens, uanset hvor man køber medicin.

Medicin, der udleveres fra håndkøbsudsalg eller medicinudleveringssted, tillægges et gebyr på 12,50 kr. og betales sammen med medicinen.

Fast årligt loft over egenbetaling   

Man får automatisk 100% tilskud til den del af de samlede årlige udgifter til tilskudsberettiget medicin, der i tilskudspriser overstiger 21.298 kr. (26.085 kr., hvis man er under 18 år).

Forventes medicinkøb på over 21.298 kr. årligt, kan man få en ordning om henstand med apoteket, så man kun betaler 381 kr. pr måned (det månedlige beløb af den årlige egenbetaling på 4.575 kr.).

Andre tilskud
Der er mulighed for at få tilskud til visse typer håndkøbsmedicin, hvis disse ordineres på recept.

Personer, der er døende og i terminalstadiet, kan få gratis medicin til alt, der er udskrevet på recept.  Lægen eller sygehuset skal sende ansøgning til Lægemiddelstyrelsen, som afgør, om der kan gives tilskud. En bevilling gælder fra fire dage før, Lægemiddelstyrelsen har modtaget ansøgningen.

Hvis et lægemiddel uden generelt tilskud er vigtigt i forbindelse med behandling, kan lægen søge Lægemiddelstyrelsen om enkelttilskud.

Det kan bevilges med tilbagevirkende kraft indtil 180 dage før ansøgningen er modtaget i Lægemiddelstyrelsen. Ønskes mere end 90 dages tilbagevirkende kraft, skal det udtrykkeligt anføres i ansøgningen. Enkelttilskud er ikke tidsbegrænsede og følger som regel personen resten af livet.

Indhold hentes