Selvangivelse/årsopgørelse og slutskat

Sidst redigeret den 15.01.2024

Den endelige skat for et indkomstår opgøres i årsopgørelsen, der føjes til ens personlige skatteforhold eller sendes på papir med posten i marts/april det efterfølgende år.

Er man enig i årsopgørelsen, behøver man ikke at foretage sig mere, men man har selv ansvaret for, at tallene er rigtige.

Mangler der oplysninger, eller er beløbene forkerte, kan de indberettes inden 1. maj elektronisk på www.skat.dk,  eller ved at indsende et skema til Skattestyrelsen.

Efterfølgende modtager man en ny årsopgørelse enten elektronisk sammen med øvrige personlige skatteforhold eller med posten.

Er man ikke enig i skatteansættelsen, kan man klage, se afsnittet Klagemulighed.

Pengeinstitutter, virksomheder m.fl. udsender ikke længere årlige opgørelser af pension, løn, renter, gæld, faglige kontingenter mv. men indberetter direkte til Skattestyrelsen.

Oplysningerne kan enten hentes på skat.dk, eller der kan bestilles en udskrift på "tast selv telefonen". Nummeret fremgår af det med årsopgørelsen udsendte materiale.

Har man ikke modtaget årsopgørelsen inden udgangen af april, kan det være fordi, Skattestyrelsen mangler nødvendige oplysninger, eller fordi ens ægtefælle har en udvidet selvangivelse/årsopgørelse.

Den udvidede selvangivelse/årsopgørelse
Har man fx udlejningsejendom, driver eller er medejer af erhvervsvirksomhed, er hovedaktionær, eller ens regnskabsår ikke følger kalenderåret, skal man benytte den udvidede selvangivelse, der fås hos skattevæsenet.

Den udvidede selvangivelse/årsopgørelse for indkomståret skal være Skattestyrelsen i hænde/indtastet senest 1. juli året efter.

Slutskat (restskat/overskydende skat)
Opgørelsen over den beregnede skat fremgår af årsopgørelsen, som modtages i marts/april efter udgangen af indkomståret.

Det fremgår af opgørelsen, hvad der skal betales i faktisk skat og det beløb, der er tilgået Skattestyrelsen i løbet af indkomståret. Når den faktiske skat og den betalte skat trækkes fra hinanden, findes det beløb, man enten skal betale mere i skat (restskat) eller det beløb, man skal have tilbage (overskydende skat).

Mulighed for rentefrit at indbetale restskat er afskaffet. Man bør derfor inden årets udgang vurdere, om der bør indbetales ekstra skat senest sidste bankdag inden nytår.

Restskat forrentes med en "dag til dag rente", der fastsættes i december for hele året. Hvis restskatten ikke betales senest den 01.07 året efter, beregnes et tillæg, som er højere end "dag til dag renten". Denne sats fastsættes også i december.

Man kan indregne restskat fra året før med op til 23.100 kr. i forskudsskatten for 2025.

Indhold hentes