Sygesikring

Sidst redigeret den 15.01.2024

Rejser og ophold udenfor Europa
Der findes ingen offentlig dækning for sygdom og behandling hos læge eller på hospital ved rejser og længerevarende ophold. 

Så man kan kun opnå dækning ved at tegne en privat rejse- og sygeforsikring. 

Dækning af en kronisk eller eksisterende sygdom via en privat rejseforsikring afhænger af forsikringsaftalen. Spørg forsikringsselskabet inden afrejse om selskabet kræver en medicinsk forhåndsgodkendelse. 

Læs mere i afsnittet Sådan dækker egne forsikringer.

Gult Sundhedskort og Blåt EU-sygesikringskort
Det gule sundhedskort giver ret til sundhedsydelser i Danmark. 

Det blå EU-sygesikringskort dækker sundhedsydelser ved midlertidige ophold på op til 1 år i alle EU-lande samt Norge, Island, Schweiz, Storbritannien og Liechtenstein. Det er normalt gyldigt i 5 år.

Kortet dækker ved akut opstået sygdom på ferier, også selv om man har en kronisk sygdom, og man kan få dækket udgifter til nødvendig tandlæge-, læge- og hospitalsbehandling, medicin mv. fra den offentlige sygesikring i opholdslandet. Dækningen ydes på samme vilkår som for landets egne borgere. Er der egenbetaling i det pågældende land, skal man selv betale den del.

Det blå EU-sygesikringskort bestilles digitalt via www.borger.dk eller, hvis man ikke er digital, kontakt Udbetaling Danmark på tlf. 7012 8081. Læs mere om det blå sygesikringskort på www.stps.dk.

Flytning i Norden 
Hvis man flytter til Sverige, Norge, Finland eller Island, bliver man automatisk sygesikret, når man tilmelder sig folkeregisteret der. Her er det tilstrækkeligt at vise sit gule sundhedskort og billede legitimation. Man skal dog stadig søge om det blå sygesikringskort i Danmark.

Læs om hvordan det gule sundhedskort dækker ved midlertidigt ophold i de nordiske lande på www.stps.dk.

Pensionist bosat i et EU-land, Liechtenstein, Storbritannien eller Schweiz 
Man er ikke dækket af den offentlige danske sygesikring, hvis man som modtager af sociale pensioner eller tjenestemandspension flytter til et andet EU-land, Liechtenstein, Storbritannien eller Schweiz.

For at få ret til sygesikring i det pågældende land, skal man på www.borger.dk ansøge om en Blanket S1. Den er dokumentation for, at man er dansk pensionist og har ret til sygesikring for dansk regning. Man bliver herefter ligestillet med bopælslandets borgere i forhold til landets offentlige sygesikring. 

Hvis man som pensionist er bosat i et EU-land og skal på ferie i et andet EU-land (inkl. Danmark), skal man have et EU-sygesikringskort for at opnå lægebehandling ved akut sygdom i besøgslandet. 

Udbetaling Danmark
International Social Sikring
tlf. 70 12 80 81, man-ons 08-16, tors 08-16, fre 08-15
www.borger.dk

Modtagere af efterløn
Efterlønsmodtagere kan bo i et andet EØS-land, i Grønland, på Færøerne, i Schweiz eller i Storbritannien og optages i det pågældende lands sygesikring. Man har herefter ret til offentlige sundhedsydelser i såvel bopælslandet som i Danmark.

Man skal søge om et særligt sundhedskort fra Udbetaling Danmark, International Sygesikring. Læs mere på borger.dk.

 

Indhold hentes