Personligt udvalgt hjælper

Sidst redigeret den 15.01.2024

Er man visiteret til personlig eller praktisk hjælp, kan man selv udpege en person til at udføre opgaverne. Der er ingen begrænsninger for, hvem der kan udpeges, når blot personen opfylder kommunens krav.

Kommunen skal godkende den valgte person og indgå kontrakt med pågældende. Kontrakten skal indeholde en beskrivelse af opgavens omfang og indhold. Kommunen er arbejdsgiver og udbetaler løn til den udpegede person, derfor kan man ikke benytte et privat firma til at udføre hjælpen.

Kommunen skal føre tilsyn med, at hjælpen udføres forsvarligt og skal også sørge for, at der ydes erstatnings-hjælp i tilfælde af hjælpers sygdom og fravær.

Beboere i plejebolig/plejehjem er ikke omfattet af muligheden for selv at udpege en hjælper.

Eksempel En kvinde bliver ramt af alvorlig sygdom og bliver stærkt plejekrævende.

Ægtefællen er i arbejde men vælger at gå ned i arbejdstid og bliver samtidig ansat som hjemmehjælper for sin hustru 10 timer om ugen.

En ordning som selvudpeget hjælper er som udgangspunkt ikke foreneligt med bevilling af afløsning eller aflastning (se dette afsnit). Årsagen skal ses i lyset af, at den udpegede hjælper i givet fald ville blive bevilget afløsning eller aflastning for de samme opgaver, som pågældende bliver aflønnet af kommunen for at udføre.

Indhold hentes