Kontant tilskud til hjemmehjælp

Sidst redigeret den 15.01.2024

Der findes 3 ordninger om kontant tilskud til hjemmehjælp.

1. ordning:
Hvis kommunen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed, kan der i stedet udbetales et kontant tilskud. Personen ansætter selv sine hjælpere. 

2. ordning:
Personer, der har behov for personlig pleje og støtte til praktiske opgaver, herunder overvågning om natten, i mere end 20 timer om ugen, har ret til at få udbetalt et kontant tilskud til aflønning af hjælpere, som personen selv ansætter.

  • Tilskuddet beregnes i forhold til det antal timer, der udmåles hjælp til. Der skal tages højde for, at en evt. ægtefælle/samlever skal bidrage til praktiske opgaver. Hjælpen gives kun i hjemmet. Der kan eventuelt ydes støtte til ledsagelse, se afsnit Ledsageordning.
  • Ordningen indebærer, at personen skal være arbejdsgiver for hjælperne. Ansvaret kan uddelegeres til fx en nærtstående, et privat firma eller en forening, der begge skal være godkendt af socialtilsynet. Kommunen kan også beslutte, at den står for administration af løn.
  • Personen skal kunne fungere som arbejdsleder for hjælperne. Kommunen skal give borgeren den nødvendige vejledning i denne opgave.

3. ordning:
Personer, der har massive og sammensatte behov for hjælp til personlig pleje, praktisk hjælp, overvågning og ledsagelse, har ret til at få udbetalt et kontant tilskud til hjælpere, som personen selv ansætter. Ordningen kaldes Borgerstyret personlig assistance (BPA), og er tiltænkt borgere, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne særlige støtte. 

  • Tilskuddet beregnes i forhold til det antal timer, der udmåles hjælp til. Der kan i denne ordning også udmåles timer, hvor der er behov for 2 hjælpere på samme tid. Ved udmålingen af hjælpen skal der tages højde for, at alle i husstanden skal bidrage til det praktiske i hjemmet. Hvis der er særlige forhold hos de enkelte i husstanden, skal det tages med i vurderingen. Hjælpen gives i og udenfor hjemmet. 
  • Ordningen indebærer, at personen skal være arbejdsgiver for hjælperne. Dog kan ansvaret uddelegeres til f.eks. en nærtstående, et privat firma eller en forening, der begge skal være godkendt af socialtilsynet. Kommunen kan også tilbyde at stå for lønadministrationen, men personen kan selv vælge.
  • Personen skal selv kunne fungere som arbejdsleder for hjælperne. Kommunen har pligt til at give personen vejledning i denne opgave. Hvis personen selv står for opgaven som arbejdsgiver, skal kommunen også tilbyde vejledning i opgaven, fx arbejdsmiljø, ansættelse og afskedigelse, ferie, regnskab m.m.

Ordning 2 og 3 kan også bevilges til personer med mindre omfattende funktionsnedsættelser, hvis det er den bedste måde at tilbyde en helhedsorienteret og sammenhængende hjælp.

Hvis ordningerne opsiges af kommunen, skal personen have et varsel på 14 uger, og det betyder, at kommunen først kan opsige hjælpen efter udløbet af de 14 ugers varsel.

Der kan klages over kommunens afgørelser, se afsnit Klagevejledning i sociale sager under Rådgivnings- og Klagenøgle.

Man kan finde uddybende regler på www.borger.dk og hos DUKH, Den Uvildige Konsulentordning for handicappede, www.dukh.dk

Indhold hentes