Overgang til folkepension

Sidst redigeret den 13.01.2021

Lønperiode og indberetning til eIndkomst ved arbejdsophør

Den første beregning af folkepension sker på grundlag af den skattepligtige indtægt, den kommende pensionist forventer at opnå resten af kalenderåret. Hvis man får folkepension fra og med januar, beregnes folkepensionen ud fra gældende forskudsopgørelse. Husk at ajourføre forskudsopgørelsen på SKAT.dk.

De indtægter, man har haft før overgang til folkepension, f.eks. løn eller efterløn, er uden betydning for beregning af folkepensionen. Dog forudsat, at indtægterne udbetales og beskattes inden den måned, hvor man starter som folkepensionist. 

Det samme gælder også udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse og feriepenge. Hvis de udbetales og beskattes inden den måned, hvor man starter som folkepensionist, har de ingen betydning for beregning af folkepension. Hvis f.eks. feriepengene først udbetales og beskattes efter, man er blevet folkepensionist, så modregnes de i pensionsberegningen resten af året. 

Når man fratræder arbejdsmarkedet for at gå på folkepension, kan man få udbetalt feriepengene uden at afholde ferie. 

Hvis man har et feriekort, fra f.eks. Ferie Konto, er feriepengene normalt blevet beskattet på optjeningstidspunktet, hvor man ikke var pensionist, og beløbet medregnes ikke ved beregning af folkepension. 

Hvis man mener, arbejdsgiveren har indberettet forkerte datoer i forbindelse med udbetaling af feriepenge, overarbejde eller fratrædelsesgodtgørelse, kan man kontakte arbejdsgiver for at få vurderet, om der er tale om en fejl, som arbejdsgiver kan korrigere. Ellers kan man kontakte SKAT og bede om, at datoerne bliver rettet. 

Når en folkepensionist i arbejde, med ret til løn under ferie, ophører med at arbejde, medregnes feriepengene som en indtægt i det kalenderår/ eller den opgørelsesperiode, hvor pengene udbetales og beskattes. 

Får man udbetalt efterlønsbidrag eller fleksydelsesbidrag i forbindelse med overgang til folkepension, medregnes beløbene ikke i pensionsberegningen. 

Aktie- og kapitalindkomst
Har man aktieindkomst, aktieudbytte eller anden kapitalindkomst i det år, man bliver pensionist, indgår hele årets kapitalindkomst forholdsmæssigt. Er man f.eks. pensionist 6 måneder, fordeles halvdelen af kapitalindkomsten på pensionsberegningen i de 6 måneder, hvor man er pensionist. 

Læs mere om beregningsreglerne for folkepension i afsnittet "Beregning af pension" under Fælles bestemmelser for folkepension og førtidspension. 

Indhold hentes