Ferie i udlandet

Sidst redigeret den 15.01.2024

Pensionister, der bevarer en reel faktisk bopæl i Danmark, kan beholde folkepensionen under midlertidigt ophold i udlandet, hvis man fortsat er tilmeldt folkeregistret på adressen.

Man kan opholde sig i udlandet i op til 6 måneder i løbet af 12 måneder. (Det er ikke 6 måneder inden for et kalenderår).

Hvis det er første gang, man rejser, er der dog mulighed for, at opholdet i udlandet kan vare op til 12 måneder.

Kontakt for en sikkerheds skyld Udbetaling Danmark og Folkeregistret om mulighed for en lang ferie, idet hovedreglen i Folkeregisterloven siger, at man registreres som udrejst, hvis man er væk mere end 6 måneder.

Meddelelsespligt ved udlandsophold udenfor EU/EØS over 2 måneder
Hvis man modtager folke- eller førtidspension og har fast bopæl i Danmark, skal Udbetaling Danmark oplyses om ophold af mere end to måneders varighed i et land udenfor EU/EØS, Schweiz, Grønland og Færøerne.

Før afrejse har man pligt til at meddele Udbetaling Danmark:

  • afrejsedato
  • forventet dato for hjemkomst.

Efter hjemkomst har man pligt til straks at meddele Udbetaling Danmark:

  • den faktiske dato for sin hjemkomst.

Hvis det midlertidige ophold, mod forventning ved afrejsen eller senere, forventes at få - eller får - varighed af mere end to måneder, skal afrejsedato og forventet hjemkomst hurtigst muligt meddeles til Udbetaling Danmark.

Opnår man indtægter i det land, man rejser til, har man pligt til hver måned, at oplyse Udbetaling Danmark om størrelsen af disse indtægter fra udlandet.

Udbetaling Danmark kan kontaktes digitalt via www.borger.dk. Er man ikke digital kan man søge om at blive undtaget for digital selvbetjening, ved at henvende sig i Borgerservice.

Om EU/EØS-lande se afsnit Sygesikring under Ophold i udlandet.

Indhold hentes