Indflytning

Sidst redigeret den 15.01.2024

I ejendomme hvor der udlejes mere end en beboelseslejlighed skal der afholdes indflytningssyn, og den indflyttende lejer skal indkaldes til synet. Et indflytningssyn er en gennemgang af et lejemåls stand ved lejers indflytning. Indflytningssynet er vigtigt, da det har betydning for, hvad udlejer kan kræve i forhold til istandsættelse ved fraflytning.

Udlejer skal udlevere en indflytningsrapport ved synet, eller eftersende den til lejeren senest 2 uger efter indflytningssynet, hvis lejeren ikke deltager i synet.

Udarbejder eller udleverer udlejer ikke en indflytningsrapport, mister udlejer alle krav på istandsættelse ved fraflytning, uanset om udlejer kan dokumentere kravet, bortset fra krav i forbindelse med misligholdelse.

Lejer skal senest 2 uger efter lejeforholdets begyndelse skriftligt gøre udlejeren opmærksom på mangler, som ikke fremgår af rapporten, i modsat fald kan lejer gøres ansvarlig for manglerne, når denne flytter. 

Fristen på 2 uger gælder ikke for mangler, som man ikke har mulighed for at opdage i den første tid, men sådanne mangler skal man gøre opmærksom på, straks man opdager dem.

Det er en god idé at fotografere lejligheden i forbindelse med indflytningen, så man senere kan dokumentere, hvilken stand lejligheden var i.

Indhold hentes