Beregning af boligstøtte

Sidst redigeret den 15.01.2024

Boligydelse
Boligydelse beregnes som forskellen mellem 75 % af den årlige boligudgift, efter et tillæg på 7.800 kr., og 22,5 % af husstandsindkomsten over en indkomstgrænse på 185.000 kr.

Man skal altid selv betale mindst 11% af husstandsindkomsten, dog mindst 19.600 kr.

Er der mere end et barn i husstanden forøges indkomstgrænsen med 48.700 kr. for hvert barn ud over et barn op til og med fire børn.

En enkelt husstand kan højst modtage 54.756 kr. i boligydelse eller 4.563 kr. pr. måned, der dog forhøjes med

  • 25 %, hvis der er 4 eller flere børn i husstanden
  • 50 %, hvis et husstandsmedlem er stærkt bevægelseshæmmet, og boligen er egnet herfor
  • 50 %, hvis et husstandsmedlem modtager døgnhjælp (borgerstyret personlig assistance)

Der er intet maksimum for boligydelse til en visiteret plejebolig, ældrebolig, almen bolig, en friplejebolig samt en ustøttet privat plejebolig.

Boligydelsen beregnes til et årligt kronebeløb, som er deleligt med 12.

Hvis boligydelsen er mindre end 335 kr. pr. måned første gang den beregnes, udbetales den ikke.

Boligsikring
Boligsikring beregnes som forskellen mellem 60 % af den årlige boligudgift, og 18 % af husstandsindkomsten over en indkomstgrænse på 162.600 kr.

Er der mere end et barn i husstanden forøges indkomstgrænsen med 42.800 kr. for hvert barn ud over ét barn op til og med fire børn.

En enkelt husstand kan højst modtage 48.120 kr. i boligsikring eller 4.010 kr. pr. måned, der dog forhøjes, med

  • 25 %, hvis der er mere end fire børn i husstanden
  • 50 %, hvis et husstandsmedlem er stærkt bevægelseshæmmet, og boligen er egnet herfor
  • 50 %, hvis et husstandsmedlem modtager døgnhjælp (borgerstyret personlig assistance).

En boligsikringsmodtager skal altid af sin boligudgift mindst selv betale 27.400 kr. årligt.

Er der ikke børn under 18 år i husstanden, kan boligsikringen, uanset indkomst, ikke være højere end 15 % af boligudgiften. Dette gælder dog ikke, hvis

  • en person i husstanden modtager førtidspension tilkendt efter 01.01.2003
  • et husstandsmedlem er stærkt bevægelseshæmmet, og boligen er egnet herfor
  • et husstandsmedlem modtager døgnhjælp (borgerstyret personlig assistance).

Boligsikringen beregnes til et årligt kronebeløb, som er deleligt med 12.

Hvis boligsikringen ved førstegangsberegningen er mindre end 294 kr. pr. måned, udbetales den ikke.

Indhold hentes