Gæld

Din økonomi kræver overblik

Få styr på din gæld

Her er syv gode råd til dig, der gerne vil have et bedre overblik over din økonomi og din gæld. 

1. Få overblik over dit årlige overskud eller underskud

Læg et budget, hvor du medregner alle årets udgifter og indtægter. Det giver dig et overblik over, hvad du rent faktisk har af penge og udgifter.

Få først et overblik over din indkomst efter skat. Derfra kan du så trække alle dine faste udgifter som fx husleje, el, vand, a-kasse, medielicens og forsikringer fra. Husk at tage renter og kommende afdrag for gæld med i dit budget. Har du fx brugt hele kassekreditten, skal du finde penge i budgettet til at betale både afdrag og renter.

Nu kan du se, hvad du har tilbage til dine løbende udgifter.

 

Herefter skal du trække dine reelle løbende udgifter fra. Det, du bruger på fx mad, tøj, sko, fornøjelser, ferier og uforudsete udgifter.

Når du trækker alle dine udgifter fra dine indtægter efter skat, har du dit årlige overskud – eller underskud.

Læs artikel: Læg dit budget

Du er nødt til at finde besparelser, hvis dit budget viser et underskud. Undersøg, om du kan dække underskuddet med opsparing eller andre værdier. Ellers må du skære ned i dit daglige forbrug.

2. Stop med at låne penge
Optag kun nye lån, hvis du har sikker indkomst, fx en livsvarig pensionsindkomst eller værdier, du kan sælge og bruge til at indfri din gæld.
Optager du nye lån i ejendom, så sørg for, at der er plads til prisfald. Husk, at det også koster administrations- og renteudgifter at optage lån.

Overvej om du i stedet får mere ud af pengene ved at sælge ejendommen. Derved får du en formue, der kan give renteindtægter.

 3. Sørg for, at dit skattekort er korrekt

Din skattetrækprocent og de månedlige skattefradrag bestemmer, hvor meget skal du skal betale ud af din indtægt. Hvis tallene er forkerte, risikerer du at skulle betale skat tilbage.

Tjek dine skatteoplysninger på www.skat.dk 

4. Tjek, om du har ret til støtte

Som folkepensionist kan du have ret til at modtage offentlige tilskud. Du skal selv søge Udbetaling Danmark eller din kommune om offentlige tilskud.

Læs artikel: Offentlige tilskud og tillæg du kan søge

 5. Kontakt dem, du skylder penge, og få en aftale

Kontakt dine kreditorer, hvis du skylder penge. Giv dem en kopi af dit budget og en liste med gældsposter. Måske kan du lave en aftale med dem om lavere renter eller afdrag.

Læg en plan for, hvordan du vil betale lånene tilbage. Du kan måske samle nogle af lånene eller betale lånene af ét ad gangen. Start med det mindste først.

  Ældre Sagens seniorvejledere kan vejlede dig om økonomi, henvendelser fra kommunen og meget mere.

Du har mulighed for at få det man kalder gældssanering, hvis du opfylder du en række bestemte kriterier.

Med gældssanering bliver din gæld nedsat til et beløb, du er i stand til at afdrage i en periode på typisk tre år for pensionister og fem år for andre.

Læs om gældssanering i håndbogen "Værd at vide"


Læs om gældssanering på www.borger.dk 

 7. Har du ikke udsigt til at kunne betale dine lån tilbage

Hvis dine lån er vokset dig over hovedet, og du måske er truet af tvangsauktion, kan det være en fordel for dig at stoppe med afbetalingerne på dine lån, hvis banken eller kreditforeningen ikke kan hjælpe dig med at finde en løsning. Ved at stoppe afbetalingerne kan du få mulighed for fx at spare op til indskud til en lejebolig og udgifterne til at flytte.

Du skal dog være opmærksom på, at stopper du afbetalingerne på dine lån, vil du blandt andet blive registreret som dårlig betaler, og det betyder, at du ikke kan låne penge. Det vil du heller ikke kunne, hvis du har lån i forvejen, som du ikke har udsigt til at kunne betale tilbage. Banker og kreditforeninger er private kreditorer, og de kan derfor ikke kræve, at der sker indeholdelse i din løn eller pension.

Inden du stopper med at afbetale dine lån, så kontakt en rådgiver. Det kan være vigtigt at få styr på nogle ting først, og det kan være, at der er en bedre løsning for dig.

Læs om gældsrådgivning i håndbogen "Værd at vide"

Få styr på økonomien

"Råd til penge" er en offentlig tjeneste, der giver uvildig og gratis hjælp til privatøkonomien

Få råd til penge her

Sidst opdateret 09.09.2019