Folkepension

Sådan kommer du godt på folkepension

Se de gældende satser for folkepension 2019 og få svar på, hvordan du kommer godt på folkepension, når du når pensionsalderen.

Husk at tjekke din forskudsopgørelse

Tjek oplysningerne i din forskudsopgørelse i november, så din pension for næste år bliver beregnet korrekt, og du får det rigtige beløb udbetalt.  

Din pension for næste år bliver beregnet ud fra din forskudsopgørelse hos SKAT. Derfor er det vigtigt at tjekke forskudsopgørelsen for næste år, når den er klar hos SKAT i november måned, og sørge for, at SKAT's oplysninger er korrekte.

Ny beregning ved ændringer

Udbetaling Danmark får besked, hvis du laver ændringer i forskudsopgørelsen, og din folkepension vil automatisk blive omregnet, hvis det er nødvendigt i forhold til de nye oplysninger.

Selv om du ikke umiddelbart mener at have ændringer til din forskudsopgørelse, er det alligevel en god idé at tjekke, at SKAT har de korrekte oplysninger registreret.

Når årsopgørelsen fra SKAT er færdig i andet kvartal, vil Udbetaling Danmark kontrollere oplysningerne i forskudsopgørelsen og sammenholde dem med oplysningerne i årsopgørelsen.

Hvis der er uoverensstemmelse imellem oplysningerne, har du muligvis fået for meget eller for lidt udbetalt i folkepension.

Udbetaling Danmark vil herefter efterregulere din folkepension. Det betyder, at du skal betale det beløb tilbage, som du har fået udbetalt for meget.

Ligesom du vil få penge tilbage, hvis du har fået for lidt udbetalt i folkepension året før. 

Folkepensionist i år

Hvis du er blevet folkepensionist i løbet af året, bliver din folkepension beregnet ud fra de oplysninger du gav, da du søgte om folkepension.

Dine indtægter indgår i beregningen, fra den dag du bliver folkepensionist og resten af året. Fremover bliver din folkepension beregnet ud fra forskudsopgørelsen.

Tjek din forskudsopgørelse på skat.dk

Læs mere om beregning af folkepension i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"

Sidst opdateret 13.11.2018