Folkepension

Guide til regler og satser for kommende og nuværende pensionister

3 tips til at få styr på næste års økonomi

Det kan være en rar fornemmelse at gå ind i det nye år med styr på økonomien. Et nyt år kan også være anledning til at få set økonomien nærmere efter i sømmene.

Herunder får du 3 tips til områder, du med fordel kan se på, inden det nye år begynder.

1. Tjek din forskudsopgørelse

I begyndelsen af november modtog du forskudsopgørelsen for 2020 fra Skat. Tjek forskudsopgørelsen og se, om der står de rigtige informationer om din og evt. din samlevers indkomst og fradrag.

Hvis du senest den 9. december 2019 sikrer dig, at din og din samboendes forskudsopgørelse for 2020 indeholder de rigtige indkomster, vil du modtage den rigtige folkepension eller førtidspension fra nytår.

Tjek også, om andre indkomster og fradrag er korrekte. 

Har du omlagt lån?

Måske har du, ligesom mange andre, lagt lån om i 2019 og fået lavere rente. Hvis du ikke retter forskudsopgørelsen til den nye lavere renteudgift, vil du betale for lidt i skat, og du vil senere skulle betale restskat.

Du kan rette din forskudsopgørelse i skattemappen på www.skat.dk/tastselv, eller du kan ringe til Skat på 72 22 18 18, hvis du ikke er digital.

Gå til Skats hjemmeside, hvor du kan se din forskudsopgørelse

2. Styr på ældrechecken

Hvis du er berettiget til ældrecheck og det, der hedder helbredstillæg og ikke har modtaget de ydelser før, skal du indberette din likvide formue til Udbetaling Danmark.

Hvis du har NemID, kan du logge dig på www.borger.dk for at indberette. Ellers kan du meddele oplysningerne til Udbetaling Danmark på telefon 70 12 80 61.

Gå til www.borger.dk

Hvis du har indberettet oplysningerne om din likvide formue tidligere, vil du modtage ældrechecken automatisk sammen med folkepensionen ved udgangen af januar måned.

Læs også: Ældrecheck – har din formue ændret sig?

Dine indkomster har også indflydelse på dine muligheder for at få ældrecheck og helbredstillæg, derfor skal du sikre dig, at forskudsopgørelsen for 2020 indeholder de rigtige indkomster.

Læs mere om ældrecheck

Læs mere om helbredstillæg i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"

Du vil være berettiget til den fulde eller en procentdel af den fulde ydelse, hvis din personlige tillægsprocent er over 0. Den fremgår af pensionsmeddelelsen fra Udbetaling Danmark.

Læs mere om den personlige tillægsprocent i Ældre Sagens håndbog "Værd at vide"

For at få den rigtige ældrecheck skal du senest i første uge af januar sikre dig, at de korrekte indkomster er indberettet til Skat.

3. Lav et budget

Et årsbudget vil give dig et godt overblik over din økonomi næste år. Du kan bruge Ældre Sagens budgetskema til at lægge dit budget.

Find dine samlede indkomster efter skat næste år. Du kan beregne skatten på www.skat.dk/tastselv.

Udfyld dine udgifter. Du finder normalt lettest de faste udgifter i betalingsoversigterne fra banken. Gå et år tilbage, og ud fra et skøn kan du bevare eller ændre beløbene for næste år, og overveje, om der kommer nye, eller nogle bortfalder.

Vil du have helt styr på, om pengene slår til i det nye år, så træk alle øvrige udgifter fra, som fx husholdning, tøj, gaver, apoteksvarer, abonnementer og alt andet.

Når du også trækker de udgifter fra, finder du overskuddet eller underskuddet i din økonomi.

Hvis resultatet viser overskud, kan du spare op eller bruge flere penge. Viser det underskud, kan du tære af opsparing, hvis du har sådan en, du kan tjene flere penge eller spare på udgifter.

Gå til Ældre Sagens budgetskema

Spørgsmål til din økonomi?

Har du spørgsmål om fx folkepension eller ældrecheck, så hjælper Ældre Sagens rådgivere dig gerne. Rådgivningen er uvildig og gratis, og du behøver ikke være medlem af Ældre Sagen for at ringe til os.

Kontakt rådgivningen

Sidst opdateret 26.11.2019