Samvær i lokalafdelingen

Samvær

Mød andre nær dig

Spis sammen med andre

Madklubben er en god idé for dig, der kan lide god mad og godt selskab. For mad smager bedre, når man spiser sammen med andre.

Måske gør du heller ikke så meget ud af madlavningen, når det "bare" er til dig selv? I madklubben går snakken som regel lystigt, der er grin, sjove kommentarer og masser af hygge. Og så er maden god og hjemmelavet. 

Madklub og fællesspisning

Mange af Ældre Sagens lokalafdelinger har fællesspisning. Det kan både være madlavningshold, hvor du selv rører i gryderne, eller madklubber hvor indkøb og madlavning arrangeres af frivillige.

Når du sætter dig tilrette om bordet, kan du nyde maden og det sociale fællesskab. Og hvem ved - måske opstår der nye venskaber over måltidet. 

Se i oversigten over aktiviteter, om der findes en madklub i nærheden af dig

Det er kedeligt at spise alene

Hvis der ikke er en spiseklub i nærheden af dig - eller hvis du har svært ved at komme ud - kan du måske få besøg af en spiseven.


Mange lokalafdelinger har frivillige spisevenner, der kommer på besøg, når middagsmaden skal på bordet.

Fx har Odense kommune omkring 50 spisevenner. Kommunen kontakter Ældre Sagen, når en spiseven kan gøre en forskel. 

Vil du have en spiseven?

Du kan kontakte en lokalafdeling i nærheden af dig, for at høre, om der er et tilbud til dig.

 Find din lokalafdeling

Sidst opdateret 28.11.2016

Spørgsmål og svar om Samvær

Jeg vil gerne møde andre. Men jeg er ikke i stand til at komme ud. Hvad kan jeg gøre?

Du har flere muligheder for at få støtte til at møde andre.

Hvis du har svært ved at komme ud af dit hjem, måske fordi du sidder i kørestol eller er usikker på benene, kan du få støtte af en frivillig, der kan tage dig under armen, og hjælpe dig ud af døren. Det kalder vi en "Gå-med-ven".

Læs mere om at få en "Gå-med-ven"

Få besøg

Du kan også få besøg i dit hjem af en besøgsven. I får en kop kaffe og en sludder - og lærer på den måde hinanden at kende.

Læs mere om at få en besøgsven

Skal man være medlem af af Ældre Sagen for at deltage i aktiviteterne?

Det er forskelligt fra aktivitet til aktivitet, om du skal være medlem af Ældre Sagen for at deltage. Du kan se i beskrivelsen af aktiviteten, hvilke betingelser der er for at deltage.

Du skal være opmærksom på, at nogle aktiviteter har forskelligt deltagergebyr, alt efter om man er medlem eller ej.

Det er den enkelte lokalafdeling, som arrangerer aktiviteterne. Det er dermed lokalafdelingen, der bestemmer, om du skal være medlem af Ældre Sagen for at deltage.

Koster det noget at deltage i Ældre Sagens aktiviteter?

Det er forskelligt fra aktivitet til aktivitet, om det koster noget eller ej at deltage. Mange aktiviteter er gratis. Andre koster et beskedent beløb. 

Du kan se i beskrivelsen af den enkelte aktivitet, hvad det koster at deltage.

Find aktiviteter i Ældre Sagens lokalafdelinger