Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Digital kontakt til det offentlige

MitID, digital post og digital selvbetjening

Bliv undtaget fra digital selvbetjening

Kontakten med det offentlige sker i stigende grad på internettet. Du kan få hjælp til den digitale selvbetjening eller blive undtaget, hvis det er nødvendigt.

Digital selvbetjening gør det muligt at betjene dig selv via internettet.

Du skal bruge digital selvbetjening, når du fx skal flytte adresse, skifte læge, bestille sygesikringskort og ansøge om en lang række offentlige ydelser fx boligstøtte, helbredstillæg og personligt tillæg.

Hvordan får jeg hjælp?

Du skal henvende dig i din lokale Borgerservice, hvis du har brug for hjælp og vejledning til at ansøge digitalt.

På Borgerservice kan de svare på dine spørgsmål og guide dig igennem, hvordan du gør. Mange kommuner har computere stående i Borgerservice, så du kan få hjælp af en medarbejder til at sende din ansøgning.

Hvordan bliver jeg fritaget fra digital selvbetjening?

Hvordan du bliver fritaget fra digital selvbetjening afhænger af, om du er fritaget for Digital Post eller ej.

Hvis du er fritaget for Digital Post

Det er frivilligt for dig, om du vil benytte offentlige digitale selvbetjeningsløsninger, når du er fritaget Digital Post. Hvis du ikke ønsker at benytte en digital selvbetjeningsløsning, skal du blot fortælle en person i myndigheden, at du er fritaget for Digital Post, og så skal myndigheden stille et alternativ til rådighed for dig.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at fritagelsen ikke kan gå på tværs af myndigheder. Du skal derfor selv huske at bede om fritagelse for den enkelte selvbetjeningsløsning, når du er i kontakt med en myndighed.

Reglerne om, at det er frivilligt, gælder på alle områder, hvor der eksisterer et alternativ til digital selvbetjening – dog ikke domstolenes sagsportaler.

Hvis du ikke er fritaget fra Digital Post

Du kan blive undtaget fra digital selvbetjening, hvis du ikke kan bruge det, også selvom du modtager Digital Post. Det er den medarbejder, som møder dig på Borgerservice eller anden myndighed, der skal vurdere, om du kan blive undtaget eller ej.

Det er op til den enkelte myndighed at bestemme hvilke alternative ansøgningsmuligheder, de giver dig. Det kan fx være en papirblanket, du skal udfylde, eller en mundtlig ansøgning, hvor medarbejderen på Borgerservice taster dine oplysninger ind.

Der er ikke noget krav om, at du skal møde op på Borgerservice for at blive undtaget fra digital selvbetjening. Du kan fx nøjes med at ringe til din lokale Borgerservice.

Du bliver ikke undtaget fra al digital selvbetjening på én gang. Undtagelsen sker først, når det er aktuelt og vedrørende hver enkelt selvbetjeningsløsning. Det vil sige, du først kan blive undtaget, når du skal bruge den aktuelle selvbetjeningsløsning. Det kan fx være fordi, du skal søge om boligstøtte eller flytte adresse. Din undtagelse gælder således kun for den aktuelle ansøgning.

Fritagelse for Digital Post

Du er ikke automatisk fritaget for Digital Post, fordi du er undtaget fra digital selvbetjening.

Hvis du har spørgsmål

Hvis du har spørgsmål til ovenstående, kan du ringe til borger.dk’s kontaktcenter på telefon 70 10 18 81.

Læs artiklen: Bliv fritaget for Digital Post

Sidst opdateret 22.02.2024