Bliv medlem
Søg på www.aeldresagen.dk

Transport

Få hjælp til transport

Det betyder ændringen i pensionsalderen for din pensionistrabat

Den 1. juli 2022 ændres pensionsalderen fra 65 til 67 år, og det samme gør pensionistrabatten. Frem til den 30. juni kan du anskaffe dig et pensionistkort eller rejsekort for pensionister, selvom du ikke er fyldt 67 år.

Fra den 1. juli 2022 skal du, hvis du ikke tidligere har haft et pensionistkort eller rejsekort for pensionist, være fyldt 67 år for at købe et pensionistkort eller rejsekort for pensionister.

Det sker, fordi pensionsalderen hæves fra 65 til 67 år, og pensionistrabatten til offentlig transport derfor hæves til samme alder.

Pensionistrabat fortsætter, hvis du allerede har pensionistkort

Fra den 1. juli skal du derfor være 67 år for at købe en almindelig billet med pensionistrabat.

Stigningen har ikke konsekvenser for dig, selv om du er under 67 år, hvis du allerede har enten pensionistkort eller rejsekort for pensionister. Så længe du fornyer dit kort, vil du forsat få pensionistrabat.

Få pensionistrabat, selvom du ikke er fyldt 67 år

Du kan godt få pensionistrabat efter den 1. juli, selvom du er under 67 år og ikke har pensionistkort eller rejsekort for pensionister.

Det kræver bare, at du bestiller et pensionistkort eller rejsekort for pensionister inden den 30. juni, så du har et gyldigt kort, når den nye regel træder i kraft den 1. juli.

Læs mere ændringen på www.dsb.dk

Nyt metrotillæg på pensionistkortet

Samtidigt med ændringen af aldersgrænse indføres også et tidligere varslet tillæg på metrorejser for pensionistkort-holdere.

Dette tillæg er allerede indført på de fleste rejsetyper, og fra 1. juli 2022 gælder det også for pensionistkortet.

Tillægget på pensionistkort bliver på 23,33 kr. pr. måned. Det svarer til en stigning på 70 kr. for et pensionistkort, der er gyldigt i tre måneder.

Hvis du har pensionistkort, der gælder til zone 1-4, skal du derfor beslutte, om du ønsker, at kortet skal være gyldigt i metroen eller ej. Du skal tage stilling til det, første gang du skal købe eller forny pensionistkort efter den 1. juli 2022.

  • Hvis du fornyer dit kort, fortsætter dit oprindelige valg (med eller uden metro) som udgangspunkt
  • Hvis du vil ændre dit pensionistkort (fx tilføje eller fjerne metrotillæg eller ændre zoner), skal du forbi et salgssted og købe et pensionistkort, der indeholder ændringerne. Bagefter kan du forny dit pensionistkort, som du plejer
  • Hvis du fravælger pensionistkort, har du stadig mulighed for at købe en tillægsbillet, hvis du vil køre med metroen på dit pensionistkort. Den koster 12 kr.

Læs mere om metrotillægget på www.dinoffentligetransport.dk

Du kan fortsat få pensionistrabat, hvis du modtager social pension eller førtidspension

Hvis du er under 67 år og er berettiget til social pension eller førtidspension, har ændringerne ikke konsekvenser for dig. Du kan fortsat få pensionistrabat efter den 1. juli.

Det skyldes, at du, når du først er godkendt som modtager af førtidspension eller social pension, har mulighed for at få pensionistrabat, uafhængigt af din alder.

Læs mere om transport

Læs om Ældre Sagens mærkesag Transport

Sidst opdateret 02.06.2022