Plejebolig og plejehjem

Få hjælp til et godt liv på plejehjem

Min ægtefælle er flyttet på plejehjem

Få gode råd til at tackle den nye hverdag. 

Som regel er det en stor forandring i livet, når ens ægtefælle eller samlever flytter på plejehjem. Bliver du boende i jeres fælles hjem, kan den nye hverdag med ændrede rutiner, hvor du nu bor alene, kræve tilvænning, og det kan være en tid med mange følelser.

Fyld hverdagen med gode ting

Det er ikke unaturligt, hvis de store forandringer kan få dagen til at synes lang og uden indhold. Prøv at se, om det er muligt at fylde hverdagen ud med ting, du kan lide, og som skaber glæde.

Så snart du føler dig klar, så genoptag gamle interesser. Aktiviteter i hverdagen kan være med til at skabe nye rutiner, og måske lærer du nogle nye mennesker at kende.

Vær åben overfor omgivelserne, selv om det er svært, og tag også selv initiativ til samvær.

Du kan også søge efter sportsaktiviteter, madklubber, kreative aktiviteter eller andet samvær i dit lokalområde.

I Ældre Sagens 215 lokalafdelinger arrangerer vi aktiviteter og kurser, hvor alle er velkomne. 

Find aktiviteter nær dig

Vær sammen med andre i samme situation

For nogen er det en støtte at deltage i grupper eller i aktiviteter med andre pårørende i samme situation. Her kan du tale frit om svære situationer og om følelser med andre, der kan genkende situationen.

Det kan være meget befriende at opleve, man ikke er alene om at føle, som man gør.

På mange plejehjem findes der grupper for pårørende. Spørg på plejehjemmet efter tilbud til pårørende.

Du kan også være med i Ældre Sagens Facebook-gruppe for pårørende. Her deler pårørende historier og stiller spørgsmål om stort og småt. Det er gratis og uforpligtende at være med, og du kan skrive og læse i gruppen, når det passer dig.

Læs om Facebook-gruppen

Planlæg besøg på plejehjemmet

Som ægtefælle til en, der er flyttet på plejehjem tænker du måske på, hvor ofte du skal tage på besøg på plejehjemmet. Det bedste råd er at mærke efter i dig selv og tal med personalet, hvis du er meget i tvivl.

Det er en god idé at lave en plan for, hvornår du vil tage på besøg på plejehjemmet. Det kan give ro i hverdagen og tage noget af den skyldfølelse, som mange pårørende føler over ikke at besøge nok.

Du kan med fordel lægge en plan for dine besøg i samarbejde med personalet. På den måde undgår du at komme på besøg på tidspunkter, hvor den, du skal besøge, er træt eller midt i en aktivitet.

Personalet kan også fortælle, hvornår der er mulighed for, at I kan deltage i aktiviteter sammen.

Vær på forkant med praktiske gøremål

Efter din hustru, mand eller samlever er flyttet på plejehjem, er der sikkert fortsat mange opgaver at løse. Tit har den, der ikke bor på plejehjem, ansvaret for de praktiske gøremål både hjemme og på plejehjemmet.

I plejeboligen er det nemlig ofte pårørende, der sørger for toiletsager, og at garderoben er ren og opdateret. Det er også tit pårørende, der står for kontakt til offentlige myndigheder, personalet på plejehjemmet og hjælper med tandlæge, frisør og lignende.

Få hjælp til at få skabt et godt overblik. Og tag imod al den hjælp, du bliver tilbudt, til at klare de mange gøremål.

Pårørende: Pas på dig selv mens du hjælper

Bevar kontakten til venner og familie

Det er godt, hvis både du og din ægtefælle på plejehjem bevarer kontakten til jeres familie og venner.

For dig, der bor alene, kan selskab være en god støtte, og social kontakt og samvær er vigtigt for humøret og trivslen hos de fleste. For din ægtefælle kan kendte ansigter skabe tryghed i de nye omgivelser.

Fortæl venner og familie, at de er velkomne i begge hjem. Fortæl dem om besøgstider eller sygdomsforløb. Det kan være en hjælp for alle, der kommer på besøg.

 

Sidst opdateret 13.01.2020