Den sidste tid

Når døden og sorgen kommer tæt på

Lev livet – og snak om døden

Samtaler om døden – og helst inden det bliver akut – kan skabe tryghed og på den måde efterlade mere plads til at fokusere på det, der betyder noget i livet.

Selv om døden hænger uløseligt sammen med livet, og på den måde er ganske naturlig, kan tanken om, at vi skal herfra være svær at bære. Derfor undgår mange af os at snakke med hinanden om døden og tiden lige inden.

Men det at have talt om praktiske og følelsesmæssige ting i forbindelse med døden – og helst inden det bliver akut – kan give afklaring og skabe tryghed og på den måde efterlade mere plads til at fokusere på det, der betyder noget i livet. 

Samtaler om døden gavner flere

Det er ikke kun den døende, det gavner at have talt om døden og den sidste tid inden. Det kan også være en hjælp, når du er pårørende og skal leve videre efter at have mistet.

Flere pårørende fortæller, at det er en trøst at vide, de fik sat ord på det, der betød noget, inden de tog afsked med fx et familiemedlem.

Det er også en hjælp for pårørende at kende den døendes ønsker til den sidste tid og til fx ønsker til livsforlængende behandling, begravelse eller bisættelse.

Læs også: Når ægtefællen dør

Hvad er vigtigt for dig?

Ved at snakke sammen om døden, og tiden op til, med fx familie og venner, får du sat ord på, hvad der betyder noget for dig. Du får også mulighed for at høre, hvad dine nærmeste tænker om døden, og hvad der er vigtigt for dem.

Måske sætter du tanker og spørgsmål i gang, som er vigtige at tage stilling til.

Det er vigtigt at tale om både de følelsesmæssige og de praktiske ting ved døden.

Overvej fx, om der er noget, du gerne vil have spurgt din ægtefælle, forælder eller ven om, før det er for sent. Noget du vil sige.

Er der ting, du undrer dig over, eller oplevelser du har brug for at få vendt?

Praktiske forhold kan fylde meget i et sygdomsforløb og efter et dødsfald. Det kan fx dreje sig om, hvor man ønsker at opholde sig i tiden, inden man dør, og hvilke tanker man gør sig om livsforlængende behandling, eller om man ønsker begravelse eller bisættelse.

Læs også: Sådan kan du forberede dig på din egen død

Nemmere at være der for andre

Når du åbner op for spørgsmål om døden – og livet – og har vænnet dig til at tale om det, der måske først føles svært eller sårbart, vil du sandsynligvis blive bedre til at støtte og være der for andre, som oplever alvorlig sygdom, tab, sorg og død.

Det kan være svært, hvad man skal sige til en, der er alvorligt syg eller til en, der har mistet. Men når du øver dig i at tale om svære emner og har mod til at spørge ind til sorgen og lytte, kan du hjælpe og støtte i en svær tid.

Hvordan tager jeg hul på samtaler om døden?

Selv om vi måske synes, det er vigtigt at få talt om døden og den sidste tid, kan det være svært at få taget hul på snakken. Det betyder, at mange udskyder de svære samtaler til langt ind i et sygdomsforløb – eller slet ikke får talt om de ting, der er vigtige.

Det kan betyde, at pårørende skal tage stilling til svære spørgsmål i mere akutte situationer – eller at man fortryder ting, man ikke fik spurgt til eller talt om.

Rådene herunder kan hjælpe dig til at tage hul på samtaler med dine nærmeste.

Sådan starter du snakken
  • Der kommer ikke et perfekt tidspunkt at tage samtalerne på. Spring derfor ud i det og sæt ord på det, der betyder noget for dig. Vær modig.
  • Som forberedelse kan du skrive dine tanker, spørgsmål og refleksioner ned i et brev, en e-mail eller en dagbog. At få formuleret sine tanker først kan hjælpe.
  • Tag udgangspunkt i noget konkret, fx en bog du har læst eller i en samtale om nogen, I tidligere har mistet. For nogle er det lettere at starte samtalen om mere praktiske forhold som tanker om begravelse eller arv. I kan fx tage udgangspunkt i pjecen ”Min sidste vilje” 
  • Brug situationer, som kan åbne op for samtaler. Kig i fotoalbums, tal om fælles minder eller se en film sammen.
  • Lav ting, hvor I får tid sammen; gå en tur, tag i sommerhus eller noget andet, der betyder noget for jer.
  • Invitér til en middag, hvor I taler sammen om døden. Du kan finde inspiration til spørgsmål i Ældre Sagens samtalemenu.
  • Vær ikke bange for følelser og reaktioner fx gråd. Det er naturligt at reagere med følelser, når du taler om død og sorg. Prøv at være i det og respekter de reaktioner, der kommer.
  • Giv også plads til stilhed. Det er ikke altid ordene kan rumme det hele – nogen gange er det vigtigt bare at være sammen.
  • Husk, at der ikke findes en rigtig eller forkert måde at tale sammen på. Hvad I vil tale om og hvordan samtalen udfolder sig afhænger af jeres relation og konkrete situation.
  • Respekter, hvis den anden person ikke ønsker at tale om døden. Lad det tage den tid, det tager.
  • Husk også, at samtalerne kan strække sig over flere møder. Forvent ikke, at I får talt om alt ved et møde – men så snart I har fået åbnet op for at tale sammen om svære emner, kan det være lettere at fortsætte ved et andet tilfælde. 

Kilder:
”Snak på livet løs – inspiration til samtaler om livet før døden” af Stine Buje.
Landsforeningen Liv & Død
Det Nationale Sorgcenter
Københavns Kommune
The Conversation Project 

Sidst opdateret 11.12.2019