Medicin

Bliv klog på medicin, regler og tilskud

Se hvordan og hvornår du kan blive vaccineret mod COVID-19

Vaccine mod COVID-19 beskytter dig mod at blive syg af coronavirus. Det er gratis at blive vaccineret mod COVID-19, og det er frivilligt, om du vil tage imod tilbuddet.

Du nedsætter risikoen for at blive syg med coronavirus, når du bliver vaccineret. Regeringen har besluttet, at alle danskere over 16 år skal tilbydes en gratis vaccine mod COVID-19. 

Se, hvornår du kan blive vaccineret

I første omgang er der ikke nok vacciner til alle. Derfor bliver vaccinerne i starten prioriteret til de grupper, der har størst risiko for et alvorligt forløb med corona.

Først blev beboere på plejehjem, ældre med behov for både personlig pleje og praktisk hjælp samt personer med risikofaktorer vaccineret og nu vaccinerer man primært efter alder.

Her kan du se hvilke grupper og i hvilken rækkefølge Sundhedsstyrelsen tilbyder vaccinerne:

  1. Borgere i plejebolig mv. Er indkaldt.
  2. Borgere ≥ 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje. Er indkaldt.
  3. Borgere ≥ 85 år. Er indkaldt.
  4. Frontpersonale i sundheds-, ældre og dele af socialsektoren. Indkaldes løbende.
  5. Udvalgte patienter med særligt øget risiko.  Indkaldes løbende.
  6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko. Indkaldes løbende.
  7. Borgere 80-84 år. Er indkaldt.
  8. Borgere 75-79 år. Er indkaldt
  9. Borgere 65-74 år. Er indkaldt.

10 a. Borgere 60-64 år. Forventes færdigvaccineret ved udgangen af juni.

10 b. Borgere 55-59 år. Vaccineres fra maj og i hele juni.

10 c. Borgere: 50-54 år. Vaccineres fra maj og ind i juli.

10 d. 1. Borgere 16-19 år & 45-49 år. Vaccineres fra maj og ind i juli.

10 d. 2. Borgere 20-24 år & 40-44 år. Vaccineres fra juni og i hele juli.

10 d. 3. Borgere 25-29 år & 35-39 år. Vaccineres fra juni og ind i august.

10 d. 4. Borgere 30-34 år. Vaccineres fra juli og ind i august.

Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på, at rækkefølgen kan blive justeret ift. vaccineleverancer, logistiske forhold mm.

Sundhedsstyrelsen oplyser også, at vaccinationstidspunkterne er skøn og skal tages med forbehold. Tidspunkterne frem til maj 2021 er baseret på bekræftede mængder vacciner fra producenterne, mens tallene for maj og frem er baseret på Lægemiddelstyrelsens seneste estimater om vaccineforsyningen i disse måneder.

Se Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender 

Sådan bliver du vaccineret

Du modtager besked i e-Boks, når det er din tur til at blive vaccineret. Hvis du er fritaget fra digital post, vil du få brev med posten.

Når du får tilbudt vaccination mod COVID-19, får du samtidig information om, hvordan du bestiller tid på www.vacciner.dk.

Det er en god idé at bestille tid hurtigst muligt efter du har modtaget invitationen. 

Du kan ikke bestille tid til vaccination hos din egen læge.

Læs mere om vaccination og tidsbestilling på www.vacciner.dk

Sådan booker du tid, hvis du ikke har NemID

Hvis du ikke har et NemID, skal du bestille tid telefonisk.

Ring kun til nummeret i den region, hvor du skal vaccineres:

  • Region Hovedstaden: Telefon 38 66 00 00. Hverdage kl. 8-17, weekend og helligdage kl. 8-16.
  • Bornholm: Telefon 40 49 35 73. Alle dage kl. 8-16.
  • Region Sjælland: Telefon 70 20 42 33. Alle dage kl. 9-12 og kl. 13-19.30
  • Region Syddanmark: Telefon 99 44 07 17, Tast 1. Alle dage inkl. weekend og helligdage kl. 8-18.
  • Region Midtjylland: Telefon 70 23 24 15. Hverdage kl. 8-18, weekend og helligdage kl. 9-17.
  • Region Nordjylland: Telefon 97 64 84 63. Hverdage kl. 8-17, weekend kl. 8-15.30 og helligdage kl. 8-13.30.

Hvis du ikke kan få tid til vaccination
Hvis du er blevet inviteret til vaccination, men ikke kan finde en ledig tid, må du desværre væbne dig med tålmodighed.

Der kommer løbende vacciner og vaccinationstider. Derfor kan det være nødvendigt at kontakte tidsbestillingen eller vacciner.dk flere gange. Bookingsystemet bliver løbende opdateret med nye tider.

Vær opmærksom på, at der kan være regionale og kommunale forskelle på, hvornår der kommer nye vacciner til et område.  Derfor kan du opleve, at din familie eller venner andre steder i landet får tid til vaccination før dig, selvom I måske står i en lignende situation. Det skyldes, at der kan være regionale forskelle på, hvordan vaccinerne bliver fordelt. Regionerne følger dog alle Sundhedsstyrelsens strategi for fordeling af vaccinerne.

Transport til vaccinationscenteret

Du skal selv sørge for transport til vaccinationscenteret.

Hvis du har brug for hjælp til transporten, fordi du har en varig funktionsnedsættelse, kan du få hjælp af din hjemkommune.

Kommunens tilbud bør fremgå af din kommunes hjemmeside.

Hvis du får hjemmehjælp, kan du også spørge hjemmeplejen, om de kan hjælpe med at arrangere transport.

Vær opmærksom på, at det er kommunen der skal booke tid til din vaccine, hvis det er kommunen der transporterer dig til vaccinecentret. Det skal du ikke selv gøre.

Når du er blevet vaccineret
Sundhedsmyndighederne vurderer, at det er meget lidt sandsynligt, at man kan bære virus i luftvejene uden at have symptomer, hvis man er færdigvaccineret.

Personer, der er færdigvaccinerede kan dog bære coronavirus videre til andre ved kontaktsmitte, fx via hænderne.

Det er derfor vigtigt, at du stadig følger myndighedernes retningslinjer og anbefalinger om fx værnemidler, afstand og hygiejne, selvom du er blevet vaccineret. Du bør også blive hjemme, hvis du har symptomer på COVID-19. 

På den måde beskytter du både dig selv og dem, der ikke er vaccineret.

Hvis du er i risiko for alvorlig sygdom med COVID-19, men er blevet færdigvaccineret, kan du i større omfang:

  • Være sammen med den nærmeste familie eller nære venner.
  • Have fysisk kontakt med familie og nære venner fx give et kram eller holde i hånden.
  • Deltage i aktiviteter med flere mennesker fx gå til fritidsaktiviteter.
  • Benytte offentlig transport og handle ind, uden at begrænse det til tidspunkter uden for myldretiden.

Du er færdigvaccineret 14 dage efter din 2. vaccinedosis. 

Læs også: Kend reglerne for coronapas

Se Sundhedsstyrelsens gode råd til dig, der er vaccineret  

godt at vide om covid-19-vaccinerne


Foreløbigt har sundhedsmyndighederne godkendt tre typer vacciner, som leveres til Danmark løbende. Følgende vacciner er godkendt:

  • Comirnaty®
    Godkendt til brug hos personer over 16 år, dog ikke til gravide og ammende. Comirnaty® har en effekt på cirka 95 procent.  
  • COVID-19 vaccine Moderna®
    Godkendt til brug hos personer over 18 år, dog ikke til gravide og ammende. COVID-19 vaccine Moderna® har en effekt på 94 procent.
  • COVID-19 vaccine AstraZeneca®. OBS: AstraZeneca® er ikke blevet anvendt i Danmark siden d. 11. marts 2021. 

Du skal vaccineres to gange for at opnå den bedste beskyttelse med de vacciner der pt. er til rådighed. Du får vaccinerne med ca. 3-6 ugers mellemrum. Det er den samme type vaccine du får begge gange.

Effekten af vaccinen starter 10- 14 dage efter 1. dosis. Indtil da, er man slet ikke beskyttet. 

Comirnaty® er fuldt effektiv 7 dage efter 2. dosis og COVID-19 vaccine Moderna® er fuldt effektiv 14 dage efter 2. dosis.

Bivirkninger ved vaccination mod COVID-19

Det er normalt at opleve rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet. Du kan også få træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser og let feber. Det er ikke ualmindeligt.

Disse bivirkninger går væk igen, og du behøver derfor ikke kontakte din læge.

Har du en kendt og svær allergi mod f.eks. lægemidler, bør du fortælle det til den, der vaccinerer dig inden du bliver vaccineret. Det er sjældent at nogen oplever alvorlige bivirkninger.

Læs mere om vaccinerne på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Læs Sundhedsstyrelsens pjece om vaccination mod COVID-19

Kilde: Sundhedsstyrelsen 

Sidst opdateret 04.05.2021