Gode råd til en sund fordøjelse
Fordøjelsen kan blive træg med alderen. Men der er flere ting, du kan gøre for at holde gang i maven.
Læsetid: 2-3 minutter
--------------------------
Fordøjelsen bliver ringere med alderen. Det skyldes flere ting. Bl.a. at tarmene bliver langsommere til at lade indholdet passere. Mængden af mad- og væskeindtag spiller også en rolle. Det samme gør motion, sygdom og medicin.
En god fordøjelse har indflydelse på din generelle trivsel. Kostråd for ældre er en anelse anderledes, netop fordi det med tiden bliver endnu vigtigere at skabe gode betingelser for tarmene.
Konkret kostråd til dig i hverdagen
Varieret kost, der indeholder både fibre, frugt- og grønt samt protein støtter din muskulatur og bidrager til en sund fordøjelse.
Du skal huske at drikke væske i løbet af dagen, og tag gerne et par kopper kaffe, der kan være med til at sætte maven i gang. Motion og bevægelse hjælper også din fordøjelse godt på vej.
Faste og fordøjelse
Selvom det er populært at faste, kan det ikke anbefales at faste, hvis du lider af træg mave. Du bør ikke springe morgenmaden over, fordi det måltid er med til at holde dine tarme i gang.
Lider du af træg mave eller forstoppelse, er det en god idé at supplere morgenmåltidet med loppefrøskaller eller mildt afføringsmiddel.
- Spis havregryn
- Spis rugbrød og fuldkornsbrød
- Spis grøntsager og frugt gerne 500-800 gram (frosne, kogte eller friske)
- Spis kartofler
- Spis yoghurt og/eller drik mælk
- Spis æg
- Spis fisk (kan både være frisk fisk eller fisk som makrel og sild)
- Spis nødder og mandler
- Spis gerne tørrede bælgfrugter som fx linser og kikærter
Det kan virke som meget at skulle være opmærksom på sine tarme hver dag. Men med få gode og sunde elementer som en fast del af din kost, kommer du rigtig langt – og gevinsten ved at spise for at gøre dine tarme glade er, at du få et liv med mere energi og velvære.
Læs også: 3 tips til gode motionsvaner
Læs også: Få ekspertens svar på 3 myter om aldring
Klinisk diætist Mette Borre.
Skribent
MetteMaje Skøtt, Digital producent, Ældre Sagen.