Kost

Kost, krop og alder

Gode råd til dig der vejer for meget

Overvægt kan være skadeligt for helbredet og have betydning for, hvordan du klarer hverdagen.

Hvis du med alderen bevæger dig mindre end tidligere og spiser det samme, som du altid har gjort, er der en risiko for, at du bliver overvægtig.

Ny forskning fra DTU Fødevareinstituttet viser, at såkaldt ”højrisiko overvægt” kan gøre livet surt for danskere i aldersgruppen 55-75-år. 43 procent af mændene og 46 procent af kvinderne lever med højrisiko overvægt, hvor der er risiko for at udvikle type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Undersøgelsen viser også, at den sygdomsrelaterede ”abdominale fedme”, der også kaldes ”æblefaconen”, hvor de ekstra kilo sætter sig rundt om maven, ses hos 44 procent af mændene og hos knap 50 procent af kvinderne.

Oplever du, at du pludselig tager på, er det en god ide at tale med din læge.

Du kan leve sundere

Har du beregnet dit BMI-tal og dit taljemål, har du måske fået et fingerpeg om, at du vejer for meget. Der er nogle områder i din hverdag, du skal være opmærksom på, hvis du vil tabe dig og leve sundere.

Vær opmærksom på dine madvaner

Dit behov for energi, gennem det du spiser, vil sandsynligvis falde med alderen. Men den mindre portion mad på din tallerken skal indeholde samme mængde anbefalede næringsstoffer, som tidligere kunne rummes i en større portion.

Med andre ord skal maden på din tallerken have en højere tæthed af næringsstoffer, end da du var yngre.

Derfor er det en god ide, at du med alderen bliver ekstra kvalitetsbevidst og vælger mad, som giver lidt mere protein og den samme mængde vitaminer og mineraler som før. ”Tomme kalorier” hvor indholdet af næringsstoffer er lavt, for eksempel mad med et højt indhold af sukker, alkohol og fedt, kan der med fordel skæres ned på.

Vær fysisk aktiv

Udover at spise sundt er en fysisk aktiv hverdag vigtig for at bevare styrken i dine muskler og knogler, som er med til at sikre dig det gode helbred længst muligt.

Er du overvægtig, er det en god ide at være fysisk aktiv mindst 60 minutter om dagen. Selv lidt motion er gavnlig for dit helbred.

Læs også: Motion styrker dit helbred

Bevar dine muskler

Du bevarer dine muskler ved at være fysisk aktiv dagligt samtidig med, at du spiser fisk, fjerkræ, æg, mælkeprodukter, kød og bælgfrugter (bønner og linser).

Du skal med andre ord spise de fødevarer, der indeholder meget protein. Og du skal skære lidt ned på hvidt brød, pasta, ris, søde sager og alkohol.

Læs også: Kom godt i gang med styrketræning

Styrk dine knogler

I forhold til knoglerne er både D-vitamin og calcium vigtige, især når du kommer op i årene. D-vitamin dannes i din hud, når du er ude i solen. Men når du kommer op i årene, danner huden mindre D-vitamin.

Du får også D-vitamin gennem maden. Fx er fede fisk som sild, makrel og laks en god kilde til D-vitamin.

Er du bekymret for, om du får nok D-vitamin, kan du dagligt tage et tilskud på 5-10 µg (400 IU) D-vitamin.

Er du over 70 år, skal du være opmærksom på, at den officielle anbefaling er et dagligt tilskud på 20 µg (800 IU) D-vitamin kombineret med 800-1000 mg calcium, uanset om du drikker mælk eller spiser mælkeprodukter.

Tag nøglehulsmærket til hjælp når du handler

Det kan være svært at skelne mellem sunde og mindre sunde madvarer. Når du køber ind, har du måske ikke altid tid til at læse næringsdeklarationen, og det er ikke altid let at gennemskue og forstå, hvad oplysningerne betyder.

Nøglehulsmærket er et officielt ernæringsmærke, der gør det nemmere for dig at vælge sundere fødevarer.

Fødevarer med Nøglehullet lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt eller kostfibre. Derfor gør Nøglehullet det nemt at følge disse officielle kostråd i hverdagen:

  • Spar på fedt
  • Spar på sukker
  • Spar på salt
  • Spis flere kostfibre og fuldkorn.

Kig efter mærket på alle slags fødevarer fra kød, færdigretter og kornprodukter til frugt, grønt, fisk og fedtstof og alt det ind i mellem.

Bliv klog på din vægt

Der er nogle lette metoder, der — udover badevægten — kan hjælpe dig til at finde ud af, om det du vejer, understøtter et godt helbred.

Læs også: Bliv klog på din vægt


Artiklen er skrevet i samarbejde med Fødevarestyrelsen

Sidst opdateret 02.09.2019