Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Demens

Livet med Alzheimer og andre former for demens

Hvad er demens?

Demens er betegnelsen for en mental svækkelse, der sker i hjernen. En lang række sygdomme i hjernen fører til demens.

Demens er en tilstand og ikke en sygdom i sig selv. Demens er tegn på sygdom i hjernen og viser sig ved, at de mentale funktioner svækkes.

Videoen vises ikke, da cookies er fravalgt. Klik her for at tilvælge marketingscookies

Der er tale om en kronisk og fremadskridende sygdomstilstand, der ikke kan helbredes. Medicinsk behandling kan i nogle tilfælde lindre symptomer og forsinke progression i sygdommen.

Herudover er sociale og fysiske aktiviteter, god pleje og generel omsorg afgørende elementer i opretholdelsen af et godt og værdigt liv med demens.

Afhængig af, hvilken form for svækkelse, der er tale om, og i hvilket sygdomsstadie, personen befinder sig på, er behovene for hjælp og støtte forskellige.

Betydningen af ordet demens

Ordet 'demens' kommer fra latin og betyder ’væk fra sindet’. Demens rammer oftest personer over 65 år, men kan ses helt ned i 40-50 års alderen.

Har man symptomer på demens, er det vigtigt at blive grundigt undersøgt og få en præcis diagnose, så man kan få den rette behandling, støtte og pleje.

Læs også: Kend symptomerne på demens

Sygdomme der giver demens

Der findes mindst 200 forskellige sygdomme, der giver demens eller demenslignende symptomer.

Alzheimers er den hyppigste årsag til demens. Knap 2/3 af alle personer med demens over 65 år har Alzheimers sygdom. Det svarer til cirka tre til fire procent af alle over 65 år.

Næsthyppigste årsag er vaskulær demens, dvs. demens som følge af forstyrrelser i blodforsyningen til hjernen, fx en blodprop.

Herefter følger en blanding af Alzheimers og vaskulær demens, Lewy Body demens, Frontotemporal demens og Parkinsons med demens.

Demenssygdomme kan opdeles i tre grupper:

  • Neurodegenerative sygdomme
  • Vaskulær demens
  • Andre sygdomme.

Neurodegenerative sygdomme

Neurodegenerative sygdomme er sygdomme, der langsomt nedbryder hjernen og dens funktioner, fx Alzheimers sygdom, Frontotemporal demens eller Lewy body demens. 

Vaskulær demens

Vaskulær demens er demens, der er forårsaget af forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar. Forstyrrelserne kan fx skyldes blodpropper, blødninger eller forsnævring af hjernens blodkar.

Læs mere om vaskulær demens på Videnscenter for demens hjemmeside

Andre sygdomme

Der findes også andre sygdomme, som kan svække hjernen. Det kan være stofskiftesygdomme, kronisk mangel på B-vitaminer eller forgiftning. Det er altid vigtigt at gå til lægen, hvis man har mistanke om demens.

Læs også: Kend symptomerne på demens

Et værdigt liv med demens

Demens ændrer hvert år livet for tusindvis af danskere. Når et menneske bliver ramt af en demenssygdom, rammer det også de mange andre, der er omkring den demensramte.
Læs hele synspunktet

Sidst opdateret 28.02.2024