Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Ældre Sagens forslag til finanslov 2020

Ældre Sagen opfordrer regeringen og de øvrige partier til at sætte genopretning og fremtidssikring af behandling, pleje og omsorg til svækkede ældre på dagsordenen i forbindelse med Finansloven 2020.

Kommuner og Regioner er med økonomiaftalerne blevet kompenseret for det stigende antal ældre. Men det svarer til at stoppe en blødning, der er stadig et stykke vej til at ’patienten’ bliver rask: 73.000 ældre får ikke den daglige hjælp, de har behov for.

Der mangler plejeboliger. Og der er ikke ressourcer nok til at sikre prioriteringen af de ældre medicinske patienter.

Læs Ældre Sagens bud på seks konkrete initiativer, som vi opfordrer politikerne til at prioritere.

Igangsæt initiativer, der skal styrke uddannelse og fastholdelse af medarbejdere på ældreområdet

Der må startes en ambitiøs, virksom og koordineret indsats for at styrke tilgangen til SOSU-uddannelserne og fastholde medarbejdere på området, så der er tilstrækkelige og kompetente hænder til at udføre arbejdet både på kort og længere sigt.

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag om uddannelse og fastholdelse af medarbejdere på ældreområdet (pdf)

Forpligt kommunerne til at inkludere social omsorg i hjemmehjælpen

Kommunerne skal forpligtes til at sikre social omsorg for særligt udsatte, svækkede ældre, da den har afgørende betydning for trivslen. Mange steder er social omsorg så godt som ikke-eksisterende, til trods for at kommunerne har fået tilført puljemidler blandt andet til dette formål de senere år.

Efter at pengene er overgået til bloktilskuddet, tyder det på, at den sociale omsorg atter nedprioriteres mange steder.

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag om social omsorg (pdf)

Igangsæt en plan for opførelse af 25.000 plejeboliger til de svageste ældre

Det skal sikres, at der er plejeboliger til ældre med behov. Det er blevet alt for svært at få en plejebolig, og med den store vækst i antallet af 80+ årige de kommende år, er der akut behov for at få bygget nye plejeboliger.

Ældre Sagen skønner, at der frem mod 2030 bliver behov for ca. 25.000 nye plejeboliger.

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag om plan for opførelse af plejeboliger (pdf)

Iværksæt en national handlingsplan for pårørende

Den store opgave med at sikre værdig pleje og omsorg til svækkede ældre kan ikke løses uden den indsats, pårørende yder. Det kan være en stor belastning at være pårørende, og mange oplever belastningssymptomer eller bliver selv syge.

For at pårørende kan være der for dem, de er tæt på, og samtidig selv kan fungere, er der behov for, at der gøres en samlet national indsats for at skabe bedre vilkår for pårørende.

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag om national handlingsplan for pårørende (pdf)

Stop overbelægning og ulighed – sæt fokus på den ældre medicinske patient

På sundhedsområdet er der særligt behov for at forbedre forholdene for den svækkede ældre med flere sygdomme og mange kontakter til sundhedsvæsenet.

Besøg Ældre Sagen på TwitterMed handlingsplanen for den ældre medicinske patient, der udløber i år, er man desværre langt fra i mål.

Der er fortsat overbelægning, mangel på sammenhæng og store kvalitetsforskelle i behandlingen afhængigt af, hvor i landet man bor.

Der er derfor brug for en ny national handlingsplan for den ældre medicinske patient med ambitiøse mål, der følges tæt, og som viderefører og udbygger de tiltag, der er iværksat ved de tidligere handlingsplaner.

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag om at stoppe overbelægning og om den medicinske patient (pdf)

Sørg for, at demenshandlingsplanen kan fortsætte

Også det stadigt stigende antal mennesker med demens har brug for en særlig indsats, og der bør afsættes midler til at fortsætte den igangværende handlingsplan i 2020 og de efterfølgende år for at kunne nå de vigtige og ambitiøse mål, som folketinget satte i 2016. 

Læs mere om Ældre Sagens finanslovsforslag på demensområdet (pdf)

Sidst opdateret 17.10.2023