Ældre Sagen bekymret for håndtering af covid-19 på plejehjem
Henvendelser fra vores medlemmer viser, at der igen begynder at opstå uhensigtsmæssig og ulovmedholdig håndtering af covid-19 rundt omkring på landets plejehjem i takt med de stigende smittetal.
Eksempelvis ved isolation af en hel afdelings beboere i egne boliger, raske såvel som syge.
Derfor har Ældre Sagen nu rettet henvendelse til de relevante styrelser, for at appellere til at de sikrer en klar og entydig kommunikation til kommunerne om gældende retningslinjer og lovgivning for isolation og besøgsrestriktioner på plejehjem – både nu, og såfremt covid-19 igen måtte blive kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.
Vi skal for alt i verden undgå ”hjemmestrikkede løsninger” til skade for beboere og pårørende lokalt på plejehjemmene.