Mere end halvdelen af landets folkepensionister har lav indkomst

Når vi bliver folkepensionister, er vores økonomi stadig lige så forskellig som i alle de tidligere livsfaser.
23.10.2018

Selvom gruppen af folkepensionister som helhed har en bedre levestandard i dag end folkepensionister havde for 25 år siden, så er der meget stor forskel på, hvor meget den enkelte pensionist har at leve for i dag.

Ældre Sagen ønsker derfor med dette notat at bidrage med en række væsentlige nuancer i debatten om folkepensionisternes økonomi.

Fakta er, at folkepensionen er blevet udhulet. Det er især gået ud over de økonomisk dårligst stillede. Samtidig er uligheden mellem folkepensionister og erhvervsaktive blevet større, fordi de seneste skattereformer har haft fokus på at lette skatten på arbejde. Det er både urimeligt og uretfærdigt, at folkepensionister ikke får del i det økonomiske opsving, når de har knoklet for samfundet et helt arbejdsliv.

Når man er tvunget til at købe sin nye vinterfrakke i den lokale genbrugsbutik, ikke har råd til gaver til børnebørnene og hele tiden må være på tilbudsjagt efter dagligvarer, så kan det være svært at lægge ører til fordomme om, at folkepensionister lever det glade golfliv på Solkysten med bugnende formuer i pengetanken.

Virkeligheden er nemlig, at 56 pct. af landets folkepensionister har en lav eller meget lav indkomst. Kun 14. pct. har så høj supplerende indkomst, at de kun får folkepensionens grundbeløb (dvs. mere end 332.500 kr. før skat).

Det viser nye beregninger fra Ældre Sagen baseret på registerdata fra Danmarks Statistik (30 pct. stikprøve).

De økonomisk dårligst stillede folkepensionister har kun folkepensionen og eventuelt ældrecheck, samt lidt ATP at leve for. Mens de mest velstillede folkepensionister har høje indkomster fra store private pensionsopsparinger og i en del tilfælde også store formuer.

Ældre Sagen har opdelt folkepensionister i 6 indkomstgrupper. De er defineret ud fra de økonomiske parametre, der afgør, hvilke af folkepensionens ydelser, de modtager.

Forklaring til grafik:
Folkepension inkl. ældrecheck = Grundbeløb, pensionstillæg, ældrecheck. Både pensionstillæg og ældrecheck kan variere i størrelse afhængig af indkomst og formue.

Arbejdsindkomst: Folkepensionister må tjene 60.000 kr. pr. kalenderår uden at blive modregnet i pensionsydelserne.

Øvrig skattepligtig indkomst: Kan være udbetaling fra ATP, arbejdsmarkedspension, privat pension og evt. renteindtægter.

Her varierer den gennemsnitlige skattepligtige indkomst mellem grupperne fra 144.000 kr. til 428.000 kr. om året: Figur 1)

Her varierer den gennemsnitlige skattepligtige indkomst mellem grupperne fra 144.000 kr. til 428.000 kr. om året:

Beregningerne viser også, at folkepension og evt. ældrecheck udgør langt størstedelen af indkomsten for 56 pct. af folkepensionisterne.

Figur 2)


Fakta om folkepension og tillæg:

  • Folkepension grundbeløb: 74.844 kr./år
  • Pensionstillæg: 80.736 kr./år for enlige, 39.996 kr. pr. person for par
  • Folkepension i alt: 155.580 kr./år før skat, (114.840 pr. person for par)
  • Folkepension efter skat: *8.064 kr./mdr. for enlige, 11.905/mdr. for par
  • Ældrecheck: 17. 200 kr./år
  • Folkepension incl. ældrecheck pr. måned: *8.956 kr./mdr. efter skat
  • Evt. ATP: 23.500 kr./år – max ydelse v. udbetaling fra 65 år

*Beregnet med en gennemsnitlig skattepct. i en gennemsnitlig kommune (inkl. kirkeskat): 37,8 pct.

Som folkepensionist har man mulighed for at søge om en række økonomiske tillæg og ydelser, som kan bidrage til at betale en del af udgifterne til fx varme, tandpleje og medicin. Det er den ’personlige tillægsprocent’, der afgør, hvor meget man kan få i ydelse og ældrecheck. En tillægsprocent på 50 giver fx halv ældrecheck.

Det er Udbetaling Danmark, der fastsætter den personlige tillægsprocent ud fra folkepensionistens og evt. ægtefælles/samlevers indtægter udover folkepensionen. Tillægsprocenten skal være over 0 for at komme i betragtning til tillæg, og den bliver aftrappet med 1 pct. fra 100 hver gang, man tjener 507 kr. som enlig, og 1022 kr. som par.
Derudover er der mulighed for at søge om boligydelse, der bl.a. sikrer, at folkepensionister har mulighed for at flytte i plejebolig, hvis behovet opstår.

De seks grupper af folkepensionister er som følger:

Folkepensionister gruppe 1

Folkepensionster gruppe 2

Folkepensionster gruppe 3

Folkepensionster gruppe 4

Folkepensionster gruppe 5

Folkepensionster gruppe 6

Ser vi på landets knap 1,1 mio. folkepensionister som helhed, er det altså kun 14 pct. af dem, der tilhører gruppen med høj indkomst. Mens mere end halvdelen har en stram eller meget stram økonomi, fordi folkepensionen fortsat udgør langt hovedparten af deres indkomstgrundlag.

Folkepensionister har ikke fået del i opsvinget

Ser vi på økonomien i pensionistgruppen som helhed, har den ændret sig de seneste 10-15 år. Det har helt naturlige årsager. De folkepensionister, der er faldet væk, har primært været fra årgange, der har været erhvervsaktive før arbejdsmarkedspensionerne blev en del af overenskomsten for flertallet, bl.a. på LO-området. Samtidig har de nye folkepensionister i højere grad private pensionsopsparinger med, når de bliver folkepensionister.

Som samlet gruppe er folkepensionisterne altså blevet økonomisk mere velstående, fordi der er kommet flere til gruppen af de økonomisk mest velstillede og af mellemindkomstgruppen. Sidstnævnte gruppe er dog også den, der føler sig ført bag lyset, fordi det har vist sig, at det for mange af dem ikke har kunnet betale sig for dem at spare op til pension. Deres opsparing bliver udhulet, fordi de mister ældrecheck og tillæg pga. samme pensionsopsparing. I praksis svarer det til, at de har en sammensat marginalskat på mere end 52,7 pct. Dermed får de lov at beholde mindre af den sidst tjente krone end en topskatteyder. Selvom de kun har det halve i indkomst. Det er det, der også kaldes samspilsproblemet.

Folkepension blev i 1957 indført som en rettighed til alle borgere over 67 år, uanset formue, tidligere erhvervsaktivitet og indkomst. Indførelse af folkepensionen blev set som et opgør med tidligere tiders fattighjælp og økonomisk ulighed, og derfor indført som en universel rettighed til alle efter at have tjent samfundet gennem et langt arbejdsliv

Det betyder, at de folkepensionister, der har været på arbejdsmarkedet fra det tidspunkt og i dag er +75 årige, har levet i berettiget forventning om en rimelig ydelse som folkepensionist efter et langt liv på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedspension for offentligt ansatte blev indført i 1960’erne, resten af arbejdsmarkedet kom med fra 1989. Arbejdsmarkedspensionen blev indført for at sikre lønmodtagernes økonomi som folkepensionister. Det vil sige, at lønmodtagere, der har været på arbejdsmarkedet de seneste 29 år (+45 årige) har sparet eller sparer fortsat op til egen pension. De ældste i denne gruppe nåede ikke at spare så meget op før de nåede pensionsalderen, og det er dem, der nu bliver ramt af samspilsproblemet. De får nemlig udbetalt lavere ydelser i form af ældrecheck og tillægsydelser, fordi de har pensionsopsparing.

Generelt er det en meget positiv udvikling for samfundsøkonomien, at flere og flere folkepensionister får egne pensionsopsparinger. Det betyder nemlig, at der bliver udbetalt lavere ydelser i form af folkepension, ældrecheck, helbredstillæg mv.

Men det betyder ikke, at alle folkepensionister sidder og jubler over økonomien. Tværtimod. Mange folkepensionister har ikke oplevet, at deres rådighedsbeløb er vokset i takt med de erhvervsaktives under det økonomiske opsving. Det skyldes især tre forhold:

  1. Folkefolkepensionisterne har skullet betale til satspuljen, som giver midler til tiltag for de svageste grupper i samfundet. Bidraget udgør 0,3 pct. af den regulering, der skulle have sikret, at pensionen følger lønudviklingen for de erhvervsaktive. Det forhold rammer især de fire grupper af folkepensionister med de laveste indkomster, fordi langt størstedelen af deres indkomst er folkepensionen.
  2. Skatten er nu i en årrække blevet lettet på arbejde, og dermed er det ikke noget, folkefolkepensionisterne har fået glæde af. Samtidig er en del af skattelettelserne blevet finansieret af højere afgifter på en række varer, som folkepensionisterne også mærker i det daglige budget.
  3. Det lave renteniveau har betydet, at udbetalingen fra pensionsordninger med garanteret ydelse ikke er steget i en længere årrække.

Ældre Sagens beregninger viser, at når man korrigerer for forskelle i familiers størrelse og sammensætning (den ækvivalerede indkomst), så er folkepensionisters realindkomst steget med 1 pct. over de sidste ti år, mens den for 25-64 årige er steget med 14 pct.

Beregningerne er udarbejdet med udgangspunkt i folkepensionister, der har været folkepensionister i hele perioden 2006-2016, og for 25-64årige, der i 2016 var 35-74 år.

Folkepensionisters begrænsede indkomstudvikling skyldes også en række ’naturlige’ forhold. Fx har man oftere erhvervsindkomst i starten af pensionisttilværelsen, og udbetalingen af ratepensioner og indekskontrakter udløber ofte efter de første ti år. Derfor sker der naturligt en indkomstnedgang efter dette tidspunkt.

Summa summarum:

Selvom folkepensionister som samlet gruppe har fået højere levestandard pga. de private pensionsordninger, så er det især ikke tilfældet for de ca. 300.000 folkepensionister, der kun har folkepensionen at leve af (27 pct.). Samtidig bliver øvrige folkepensionister, der i langt overvejende grad lever af folkepensionen (yderligere 29 pct.) også ramt, hver gang folkepensionen bliver udhulet.

Ældre Sagen finder det principielt urimeligt, at folkepensionister ikke på samme måde som erhvervsaktive får fuld del i den stigende økonomiske velstand i form af øget rådighedsbeløb.

Er der så fattige folkepensionister i Danmark?

Oplevelsen af fattigdom er individuel. Men Ældre Sagen mener, at det kunne være godt med eksperters vurdering af, hvad der kræves af budget for ikke at leve i fattigdom i Danmark.

Når Finanstilsynet skal vejlede bankerne om, hvordan de kan klassificere deres privatkunder med tilfredsstillende rådighedsbeløb, så anbefaler man et månedligt rådighedsbeløb på min. 5000 kr. (til mad, fornøjelser, tøj, rejser og opsparing, fx) for enlige og min. 8.500 kr. for par.

Rockwoolfonden udgav i november 2016 publikationen ’Minimumsbudget for forbrugsudgifter – hvad er det mindste, man kan leve for?'

Heri lyder vurderingen, at en enlig kan leve for 6082 kr. om måneden i rådighedsbeløb, når boligudgifterne er betalt. For et par lyder beløbet på 10.630 kr. Siden november 2016 er nettoprisindekset dog steget med 2,3 pct.

Derudover har Danmark fået en definition, der kan bruges som objektiv målestok. Finansministeriet har nemlig bedt Danmarks Statistik om at udarbejde indikatorer for fattigdom, fordi Danmark har tilsluttet sig FN’s verdensmål om at halvere andelen, der lever i fattigdom, inden 2030. En af de tre indikatorer er, at man lever i fattigdom, hvis man har en indkomst under 117.000 kr. efter skat om året, svarende til 9.750 kr./mdr.

Ifølge Danmarks Statistik var der 16.754 folkefolkepensionister, der i 2016 havde en indkomst under denne grænse. En del af dem vil være de såkaldte ’brøkfolkepensionister’, der ikke har opholdt sig i Danmark i tilstrækkeligt mange år til at være berettiget til fuld folkepension. De har mulighed for at søge om støtte til dækning af rimelige udgifter som fx medicin og tandbehandling.

Den samlede konklusion er derfor, at det er forkert at tegne et billede af folkepensionistgruppen som ’de forgyldte folkepensionister’. Folkepensionisters økonomi er lige så forskellig som i andre livsfaser. Der er store indkomstforskelle i den samlede gruppe, og mere end halvdelen har en stram økonomi. En mindre gruppe lever endda under fattigdomsgrænsen.

Sidst opdateret 13.11.2018