Ældre Sagen: Godt at pensionistkortet består

Ældre Sagen glæder sig over, at det er lykkes at redde pensionistkortet i den offentlige transport. Men prisstigninger vækker bekymring
14.08.2020

Det vil også fremover være muligt at rejse med pensionistkort i Hovedstadsområdet.

Det står klart efter et længere forløb med kraftige protester fra Ældre Sagen og andre organisationer over det forslag til en ny prisstruktur for den offentlige transport, som samtidig ville afskaffe pensionistkortet og tvinge ældre over på rejsekortet.

Ældre Sagen glæder sig over, at protesterne er blevet hørt, og at DOT har præsenteret en ny reform, der i langt højere grad tilgodeser ældres ønsker og behov.

Væk er udfordringerne med at skulle checke ind og ud ved hver rejse, som særligt mange ældre føler sig ramt af.

Det forudbetalte pensionistkort giver den tryghed, at den offentlige transport kan benyttes uden frygt for følgerne af et øjebliks uopmærksomhed før eller efter rejsen.

Læs også: Ældre Sagens kritik af den første model

Bekymring for dem der har mindst

Forslaget til en ny reform er dog ikke helt uden malurt.

Den nye reform vil nemlig fortsat betyde prisstigninger på op til 50 pct. fra januar 2021. Altså op mod 100 kr. om måneden for nogle.

Det kan blive en udfordring for pensionister – særligt dem der i forvejen har færrest penge.

Ældre Sagen havde gerne set, at priserne var kommet længere ned for de økonomisk udfordrede pensionister, der er dybt afhængige af offentlig transport.

Desuden ved vi, at mange bruger kortet til småture og fornøjelser. Ture, som har enorm stor betydning for livskvaliteten.

For denne gruppe er prissætning altafgørende, hvorfor Ældre Sagen kan være nervøse for, at der er nogle, der vil afholde sig fra at købe kortet med de kommende prisstigninger.

Mere lige vilkår på landsplan

Pensionister øst for Storebælt kan se frem til en rabat på brug af rejsekortet på 25 pct. stigende over en årrække. 

Det svarer til, hvad der kendes de fleste andre steder i landet. Og det er godt, mener Ældre Sagen.

Der skal ikke være urimelige forskelle på priserne for at benytte bus og tog, alt efter hvor man bor i landet.

Ældre Sagen ser i øvrigt frem til, hvordan de 13 mio. kr. til prisreduktioner for pensionister i Vestdanmark, som partierne bag finansloven har afsat, vil blive udmøntet senere på året.

Sidst opdateret 14.04.2021