Kommuner og regioner skal hjælpe sårbare ældre med at blive coronavaccineret

Nu må dette vaccine-kaos stoppe. Der skal styr på hvem, der skal vaccineres, hvor de skal vaccineres, og at de ældste skal vaccineres så hurtigt som muligt
04.03.2021

Der er positivt, at kommuner og regioner endelig tager dette problem seriøst og sikrer, at alle i gruppe 2 og 3, der gerne vil vaccineres bliver vaccineret. Det er nu 55 dage siden, at Ældre Sagen første gang gjorde myndighederne opmærksomme på problemer med denne gruppe af ældre, så det er på høje tid, der bliver handlet, siger Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen.

Fortvivlede henvendelser fra ældre

Ældre Sagen har gennem de seneste måneder fået mange fortvivlede henvendelser fra ældre og deres pårørende om, hvor svært det er at få booket eller selv booke en vaccinationstid.

Vi har derfor råbt højt om, hvordan ældre kæmper med et bookingsystem, der ikke har formået at sikre den nødvendige brugervenlighed. Tværtimod. Flere har givet udtryk for, at de helt har opgivet at blive vaccineret, fordi det er for svært.

Ældre Sagen har skrevet til blandt andet sundhedsministeren og ældre- og socialministeren om ældres udfordringer med at booke vaccinetider.

Læs Ældre Sagens brev til ministrene

En landsdækkende løsning

Mange kommuner har gjort en stor indsats og ringet rundt til udvalgte borgere, men det er desværre ikke alle kommuner. Derudover tager nogle kommuner kun fat i de allersvageste borgere.

Det er derfor afgørende, at der nu kommer en landsdækkende løsning, der kan sikre en tryghed i vaccinationsprocessen for de personer, der opgiver ved mødet med systemet.

Ældre skal gribes af systemet

– Vi skal have fjernet det urimelige pres, der lige nu er på den enkelte ældres skuldre for at få bestilt en tid til vaccination. Det vil være rart at vide, at man bliver grebet af systemet, hvis man ikke kan overskue det. Det er derfor positivt at alle kommuner nu forpligter sig til dette, og ringer rundt til dem, der ikke er blevet vaccineret endnu, siger Bjarne Hastrup.

For Ældre Sagen er det afgørende, at alle ældre får tilbud om at blive vaccineret så lokalt som muligt. Så længe der er mangel på vaccinationstider, er det helt afgørende, at regioner og kommuner får sikret, at de mest sårbare får tider i lokalområdet.

Ingen skal opgive

– Ingen ældre skal opgive at få en afgørende vaccination, fordi systemet er for besværligt eller der er for langt til vaccinationsstedet, understreger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.

Vaccination så lokalt som muligt

Lige nu kører folk på kryds og tværs af kommunegrænser, da der er for få tider. Mange tager i desperation den første ledige tid, man støder på i systemet, selvom det er 100 km væk uden at vide at man måske få dage senere udbydes tider i deres område. Den nuværende udmelding løser ikke nødvendigvis dette problem.

– Så længe der er for få vacciner og et bookingsystem, der halter, er det vigtigt, at myndighederne også er opmærksomme på andre målgrupper end gruppe 2 og 3. Mange der er henvist på grund af sygdom eller er 80+ vil også have behov for en hjælpende hånd med at få booket en tid til vaccination lokalt, siger Bjarne Hastrup.

Ældre Sagen opfordrer derfor kommuner og regioner til generelt at være mere aktive med at hjælpe folk til at få et lokalt vaccinationstilbud.

Læs Ældre Sagens brev til Sundhedsstyrelsen

Sidst opdateret 14.04.2021