Frit valg: Danskerne vil selv bestemme over tiden

Medbestemmelse er vigtigt, hvis vi får brug hjemmehjælp. Aller øverst står muligheden for selv at bestemme over tiden, viser rundspørge for Ældre Sagen.
30.11.2016

Når man er afhængig af andres hjælp til at komme i bad eller få støvsuget, er det vigtigt at have medbestemmelse. Sådan er konklusionen i en rundspørge om, hvad danskerne vil have indflydelse på, hvis de får brug for hjemmehjælp.

 

Tiden er topscorer

Det vigtigste er at have indflydelse på tiden og bestemme, hvornår man står op og går i seng.

Knap ni ud af ti (89 procent) svarer, at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem selv at bestemme, hvor meget tid til hjælp de får. Næsten samme andel (88 procent) svarer, at det er vigtigt for dem selv at bestemme, hvornår på dagen hjælpen kommer.

Læs også: Ringe indflydelse på hjemmehjælp

Menneske før logo

I dag er det kommunen, der gennem visitationen bestemmer, hvor meget hjælp man kan få, hvornår hjælperen ringer på døren, og hvem der træder over dørtrinnet.

Modtageren af hjemmehjælpen kan kun vælge frit, når det gælder leverandøren. Men rundspørgen viser, at valget af leverandør står nederst på ønskelisten over, hvad vi gerne vil have indflydelse på.

Det er vigtigere, hvem der ringer på døren, end hvilket logo de har på uniformen. Knap otte ud af ti (79 procent) svarer, at det er vigtigt eller meget vigtigt for dem at bestemme, hvilken person der kommer og hjælper. Mens to ud af tre synes, det er vigtigt eller meget vigtigt for dem at have indflydelsen på valget af leverandør.

Læs mere om danskernes syn på hjemmehjælp i Fremtidsstudiet 2015

Læs om Ældre Sagens store hjemmehjælpsundersøgelse

Sidst opdateret 09.07.2020