Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Drømmesamtaler starter over hele landet

Ældre Sagen og en række kommuner lancerer samtalekortene Drømmesamtaler, der skal facilitere god dialog og højne ældres livskvalitet.
15.06.2022

Hvornår holder du mest af hverdagen? Hvad sker der indeni, når du kommer udenfor? Hvor ville du tage hen, hvis du fik mulighed for at tage på opdagelsesrejse?

Det er spørgsmål, som de nye samtalekort, Drømmesamtaler, skal gøre det lettere at stille. Formålet er at skabe rum til samtale ældre og plejer imellem og få den ældre til at tale om oplevelser fra fortiden og drømme for fremtiden.

Samtalekortene er inddelt i fire kategorier; Livsgnister, Dagdrømme, Erfaringer og Eftermæle. Kortene kan på den måde tage samtalen nye steder hen og nå nye og anderledes horisonter, som kan give værdi i mødet, relationen og hjælpen. Det gavner både den ældre og medarbejdere i ældreplejen, der hver dag går på arbejde for at gøre en forskel.

- Det er vigtigt for livskvaliteten at blive mødt og set som et helt menneske. Vi bærer alle på unikke oplevelser, historier og erfaringer, der siger noget om, hvem vi er, hvad vi står for og hvad vi drømmer om. Derfor skal vi have meget mere af den slags samtale i ældreplejen, siger Bjarne Hastrup, adm. direktør i Ældre Sagen.

Læs mere om Drømmesamtaler

Kun fantasien sætter grænser

Samtalekortene kan også bruges i andre områder af ældreplejen. Fx i forebyggelsessamtaler, ved visitation, på aktivitetscentre og ved indflytning på plejehjem. Men også pårørende og deres kære kan have glæde af kortene og måske endda lære nye sider af hinanden at kende.

Desuden kan kortene også give eksempelvis Ældre Sagens frivillige besøgsvenner og deres værter noget nyt og fælles at tale om. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Drømmesamtaler er udviklet i samarbejde mellem Ældre Sagen og Langeland, Gentofte, Slagelse, København, Rudersdal og Haderslev kommuner. De seks kommuner er en del af projektet Drømmekommunen. Et projekt, der handler om at skabe værdifulde møder og oplevelser for ældre i ældreplejen. 

Hvis du eller din arbejdsplads vil have jeres eget sæt samtalekort, kan Drømmesamtaler bestilles i Ældre Sagens webshop.

Bestil Drømmesamtaler i Ældre Sagens webshop 

Drømmesamtaler
  • Drømmesamtaler er en del af Ældre Sagens projekt Drømmekommune.
  • Kortene er skabt af Nadja Pass og Jan Rasmussen på baggrund af en proces, hvor Ældre Sagen samt medarbejdere og borgere fra Langeland, Gentofte, Slagelse, Rudersdal, København og Haderslev kommuner har bidraget med idéer, erfaringer og drømme.
  • Drømmesamtaler er blevet til som led i en større indsats, hvor projektets parter arbejder for at styrke de relationelle kompetencer i ældreplejen og i samarbejdet med civilsamfundet. Visionen er, at samtale skal sætte fokus på ældres drømme og ønsker, og at der bliver skabt værdifulde møder og oplevelser for ældre.

Sidst opdateret 07.03.2024