Plejehjem: Bedre mulighed for indendørs besøg ved påbud

OPDATERET 18.11: Reglerne om besøgsrestriktioner har stadig mangler, mener Ældre Sagen
11.11.2020

OPDATERET 18.11:

Indholdet af artiklen er opdateret. Det skyldes, at de nye muligheder for besøg indendørs af op til to personer i et besøgsrum ikke er et krav til plejehjemmene. Det er altså ikke en ubetinget rettighed, beboere og deres pårørende har fået, men en mulighed, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed beslutter det i forbindelse med et påbud om besøgsrestriktioner.

I artiklen her kunne det forstås sådan, at muligheden for besøgsrum nu ville være en rettighed for alle ved påbud - og det var også sådan, Ældre Sagen have tolket regelændringerne.

Ældre Sagen tager  nu igen kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed og sundheds- og ældreministeren, da reglerne om besøgsrestriktioner fortsat indebærer for massive indgreb i grundlæggende rettigheder når der er påbud, og dermed også fortsat medfører store konsekvenser for beboernes trivsel og helbred.

Læs mere om det nye brev her: Besøgsrestriktioner strider mod menneskerettigheder

 

Herunder fortsætter den opdaterede artikel

Efter lang tids kritik fra bl.a. Ældre Sagen er reglerne for besøg på plejehjem ændret.

Nu er der mulighed for, at besøg kan foregå inden døre på plejehjemmet for mere en den ene nærmeste pårørende.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan ved påbud om besøgsrestriktioner på et plejehjem beslutte, at beboerne kan modtage besøg i et egnet besøgsrum af yderligere to faste nære pårørende ud over nærmeste pårørende.

Der må dog ikke være besøg af mere end to personer ad gangen.

Løsningen er ikke perfekt

Det glæder Ældre Sagen, at der er blevet lyttet, men desværre har de nye regler deres egne problemer.

Det er nemlig ikke en ubetinget rettighed, beboere og pårørende har fået, men en mulighed, hvis Styrelsen for Patientsikkerhed beslutter det i forbindelse med fastsættelse af et påbud.

Ældre Sagen mener, at det ikke blot skal være en mulighed med en ret for alle plejehjemsbeboere og deres pårørende. 

Reglerne om besøgsrestriktioner stiller fortsat beboere på plejehjem ringere end resten af befolkningen.

Plejehjemsbeboere har de samme grundlæggende rettigheder som alle andre til at bestemme over deres privatliv, herunder også retten til at have besøg af deres nære i eget hjem.

Besøg i egen bolig bør være muligt

Ældre Sagen havde forventet, at reglerne ville åbne for bedre muligheder for besøg i egen bolig.

Så længe fællesarealer og kontakt til personale og andre beboere undgås, så har Ældre Sagen svært ved at se rationalet for stadig at begrænse besøg i egen bolig.

Med den nuværende adgang til både værnemidler og test, burde det burde være muligt på en sundhedsmæssig forsvarlig måde.

Lad besøgsvennen komme ind

Ældre Sagen opfordrer også til, at plejehjemmene husker på de enlige ældre der ikke har pårørende.

For dem skal det sikres, at de nye muligheder for indendørs besøg også betyder, at enlige ældres frivillige besøgsvenner kan få adgang til plejehjemmet, og kan blive betragtet som nærmeste pårørende

Læs kritikken: Besøg i telte er ikke en holdbar løsning

Sidst opdateret 18.11.2020