De fleste plejehjem er igen åbne for besøg

Sundhedsstyrelsen har på langt de fleste plejehjem givet grønt lys til, at man kan besøge beboerne og har dermed ophævet de langvarige besøgsrestriktioner.

Plejehjem, plejeboliger og aflastningspladser mv. hvor mere end 80 procent af beboerne har modtaget 2. vaccination kan få ophævet besøgsrestriktioner, skriver Sundhedsstyrelsen.

Det betyder i praksis, at i takt med at langt majoriteten af alle plejehjemsbeboere er vaccinerede (på landsplan langt over 80%), vil der kun være besøgsrestriktioner meget få steder.

Lokale udbrud kan stadig lukke plejehjem

Dog er det stadig muligt for Styrelsen for Patientsikkerhed at beslutte, at der midlertidigt skal være besøgsrestriktioner på et plejecenter på grund af coronasmitte eller fare for smitte. 

Det er regler i epidemiloven og en bekendtgørelse om besøgsrestriktioner, som giver denne mulighed, når det er nødvendigt med besøgsrestriktioner for at forhindre smitte med COVID-19. 

Ældre Sagen hører desværre stadig om enkelte plejehjem rundt omkring, som lokalt har fejlfortolket retningslinjerne og derfor - uden at være berettigede til det - fortsat opstiller regler og forbud.

Det er selvfølgelig ikke lovligt og derfor vil vi også opfordre til, at man går i dialog med plejehjemmets ledelse, hvis man vil besøge en plejehjemsbeboer, men ikke kan komme til det på grund af fortsatte besøgsrestriktioner.

Læs vores gode råd om besøg på plejehjem under corona

Sidst opdateret 14.04.2021