Det er også Elses tur – 12 vigtige forhold for beboere på plejehjem

Det gode liv på plejehjem handler om meget andet end pleje, mad og opsyn. Det handler om, hvordan vi sikrer et værdigt liv for svækkede ældre
24.02.2020

1. Husk plejehjemmet først og fremmest er Elses hjem

Det er ikke nemt for Else at opgive sit hjem og skulle vænne sig til et nyt på plejehjemmet. Derfor er det vigtigt, at personalet tilrettelægger arbejdet ud fra Elses behov og ønsker. 

2. Else har en fast kontaktperson

Kontaktpersonen har det overordnede ansvar for at dokumentere og videreformidle Elses ønsker til det øvrige personale. Kontaktpersonen skal være bindeled mellem Elses pårørende og plejehjemmet og sikre overlevering af nødvendig information frem og tilbage.

3. Else møder de samme medarbejdere

Else skal kende og genkende de faste medarbejdere, der er omkring hende. Og de skal kende hende, hendes vaner, rutiner og ønsker indgående. Fx at hendes piller skal knuses/at hun har brug for hjælp til støttestrømperne/at hun bliver tryg, når hun bliver nusset på kinden osv.

4. Personalet har tid til bare ”at være” i stedet for kun ”at gøre”

Else får dårlig samvittighed, når hun ser personalet løbe forpustet rundt fra den ene opgave til den anden. Hun har brug for, at de sætter sig ned og drikker en kop kaffe og taler om vejr og vind. Else føler sig ofte ensom, men vil ikke være til besvær. 

5. Else har indflydelse på aktiviteter

Selvom Else ikke længere kan klare sig selv i sit eget hjem, så har hun ikke glemt, hvad hun godt kan lide. Hun vil gerne ud i frisk luft, hun vil gerne synge, og hun er vild med at få besøg af små børn. Else skal have indflydelse på hvilke aktiviteter, personalet tilbyder.

6. Else har indflydelse på, hvornår hun står op

Else bliver først hjulpet ud af sengen klokken 9.15 de fleste morgener. Hun har ellers altid været udtalt A-menneske. Hun vågner stadig hver morgen klokken 6, hvorefter hun ligger og venter på personalet i 3 timer. Personalet siger, at de er nødt til at vente til, der er flere, der er mødt ind.

7. Else har indflydelse på, hvornår hun går i seng

Aftenritualet på plejehjemmet starter allerede klokken 18.30, lige efter aftensmaden. Elses kontaktperson har fortalt, at det er fordi, beboerne skal være i seng inden vagtskiftet kl.23. Men Else kunne så godt tænke sig, at der var tid til lidt hygge om aftenen. Måske se en film sammen med de øvrige beboere og personalet i fællesstuen. Eller spise en ostemad og høre god musik. 

8. Else har en hånd at holde i, når hun har brug for trøst eller tryghed 

Else er på sine gamle dage blevet lidt af en tryghedsnarkoman. Hun kan blive meget urolig, når andre beboere reagerer højlydt. Følelsen af utryghed bliver ofte siddende i kroppen længe efter, hvis ikke der er en fra personalet, der ser hende og har tid til at berolige hende igen.

9. Else ved, at personalet reagerer hurtigt, når hun ringer på klokken

Else gør sig umage med kun at ringe på sin klokke, når det er absolut nødvendigt. Når hun fx næsten ikke kan holde sig længere og virkelig skal på toilettet. Men nogle gange skal hun ringe 3-4-5 gange, før der kommer en fra personalet. Og så kan Else ikke holde sig. Det føles så uværdigt, og Else skammer sig. Hun frygter nu, at personalet vil tvinge hende til at bruge ble. 

10. Else har samme behov i weekenderne 

Else har svært ved at forstå, hvorfor der er endnu mindre personale i weekenderne. De er jo lige så mange beboere i weekenderne, og de har samme behov for hjælp som på hverdage. 
Før hun kom på plejehjem, var weekenden altid ugens højdepunkt. Nu får hun ondt i maven, når weekenden nærmer sig.

11. Else er tryg om natten

Else ved, at der kun er én medarbejder til stede på hele plejehjemmet om natten. Hun vågner ofte om natten, og hun kan høre, at hun ikke er den eneste. Hun må vente længe på nattevagten, og så løber tankerne løbsk: Hvor lang tid vil der gå, før nogen opdager det, hvis jeg falder ud af sengen? Hvad nu hvis jeg bliver dårlig? Hvad nu hvis der opstår brand? 

12. Else frygter at dø alene

For nogle måneder siden døde Elses nabo på plejehjemmet. I hendes sidste tid lå hun ofte og kaldte forgæves på personalet. Hun gled ind og ud af bevidsthed og havde tydeligt smerter. Else er ikke bange for døden, men hun frygter at skulle dø i smerter og helt alene uden en hånd at holde i.  

Læs også: Plejehjemsbingo om personalenormeringer

Huskeliste når normeringen på plejehjem skal fastsættes

Læs hele rapporten: Undersøgelse af normeringer på danske plejecentre 

 

Sidst opdateret 10.09.2021