Søg på www.aeldresagen.dk
Logo

Sundhedsvæsen

Ældre patienter i sundhedsvæsenet

Styrket tandpleje til ældre mennesker

For ældre mennesker er god tandsundhed afgørende for en sund alderdom

Med alderen stiger behovet for udskiftninger og vedligeholdelse af tandrestaureringer for at sikre en god tandsundhed.

Samtidig tager flere ældre medicin eller har sygdomme, der påvirker tandsundheden.

For ældre mennesker er en god tandsundhed afgørende for en sund alderdom. 

Læs Mundhygiejne har betydning for dit samlede helbred

Tandsundhed og indkomst hænger sammen

Undersøgelser viser, at forbruget af tandplejeydelser er lavest hos personer med lavest indkomst. Samtidig får mennesker med lavere indkomst oftere får foretaget tandudtrækninger end mennesker med højere indkomst. 

Tandsundhed er en afgørende faktor for såvel sygdom som livskvalitet.

Behandling af ens tænder skal således i højere grad sidestilles andre sygdomme.

Tilskudsmodel imødekommer ikke de reelle behandlingsbehov

Der er behov for at gentænke hele tilskudsområdet, så det modsvarer ændringerne i danskernes tandsundhed, samt understøtter større lighed i sundhed.

Ældre Sagen mener derfor, at personer, der ikke ved forebyggende adfærd kan kontrollere deres behandlingsudgifter enten på grund af sygdom, reparationer af gamle implantater eller lignende bør have øget tilskud til tandlæge.

Der er desuden behov for at løfte området økonomisk så det følger med demografien, udviklingen af behandling samt sikre den rette tandsundhed til kronikere, der kræver særlig opmærksomhed ift. deres tandsundhed, sygdom og medicin. 

Det halter med tilbud om omsorgstandpleje

Omsorgstandpleje er et tilbud til mennesker, som på grund af sygdom eller handicap ikke har mulighed for at komme til tandlæge. Alligevel er der fortsat personer på plejehjem, der ikke tilbydes omsorgstandpleje.

Ifølge Sundhedsstyrelsen visiteres op mod 59 pct. af den potentielle målgruppe ikke til omsorgstandpleje. Og der er en stor variation kommunerne imellem i andelen af ældre, der er visiteret til omsorgstandpleje.

En forskel, der umiddelbart ingen forklaring er på.
Ældre Sagen mener derfor at alle beboere på plejehjem og i plejebolig automatisk bør tilbydes tandlæge via omsorgstandlægen eller fastholde egen tandlæge.

Tid og fokus på god mundhygiejne i ældreplejen

Mange ældre oplever et markant fald i tandsundheden, når de ikke længere er i stand til at børste tænder.

Undersøgelser viser, at ca. 80 pct. af beboere i plejeboliger kræver hjælp til mundhygiejne fra plejepersonalet på grund af forringede kognitive og motoriske evner, som gør det at holde og børste tilstrækkeligt med tandbørsten meget svært.

Mange ældre får ikke den nødvendige hjælp til at holde mund og tænder rene, og det kan have alvorlige konsekvenser for deres sundhed.

Derudover lever flere med en eller flere kroniske sygdomme, som har det til fælles, at munden og tænderne bliver hårdt udsat, blandt andet på grund af mundtørhed, som er en bivirkning fra medicinen. Det stiller endnu højere krav til den enkeltes mundhygiejne.

Plejepersonalet prioriterer af forskellige årsager ikke altid at hjælpe ældre med at holde mund, tænder og proteser rene.

Dette skyldes blandt andet manglende tid, men også at personalet ikke føler sig tilstrækkeligt uddannede i at varetage opgaven med denne type pleje og assistance. 

Ældre Sagen mener derfor, at der er behov for mere viden om udførelsen og vigtigheden af korrekt mundhygiejne. Der skal afsættes mere tid til at varetage den enkelte ældres tandsundhed.

Der er samtidig behov for kontinuitet blandt personalet, da tandbørstning er intim opgave og kræver tillid til personalet. Dette gælder i særlig grad, hvis personen lider af demens.

At børste tænder dagligt er en nem og billig form for forebyggelse af alvorlige sygdomme. 

Læs Sådan får du tilskud til tandlæge og behandling

Sidst opdateret 07.02.2024